Europæiske ledere tordnede mod Rusland efter angrebet på Ukraine. Vi skal ikke støtte den russiske krigsøkonomi.
Men milliarder af kubikmeter russisk gas ender stadig hos europæiske forbrugere. Og pengene for den ender i Ruslands statskasse.
Fredag diskuterer EU-landenes stats- og regeringsledere, hvordan EU bliver mere modstandsdygtig - blandt andet på energiområdet.
- Vi har gjort alt det rigtige, siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.
Forbrugere har sparet, virksomheder har lagt deres energiforsyning om, og den vedvarende energi er udbygget.
- Men så længe vi importerer gas fra Rusland, vil der være en usikkerhed.
Og hvordan EU kommer helt i mål med at sige farvel til russisk gas er uklart. For vi har indført en række sanktioner - men ikke mod gassen fra Rusland, og Europa-Kommissionen kan ikke beordre landene til at skifte leverandør.
Nogle lande er meget afhængige
Ungarn, Bulgarien, Østrig, Slovakiet, Tjekkiet og Spanien aftager stadig store mængder russisk gas. Men samlet set er importen barberet kraftigt ned.
I 2019 købte EU halvdelen af sin gas hos russerne. Ifølge Europa-Kommissionen er andelen af gas fra russiske rørledninger nu nede på 10 procent.
Noget af gassen fra Rusland flyder upåvirket af krigen gennem Ukraine, en anden del når europæernes varmeapparater via rørledningen Turkstream, der går fra Rusland til Tyrkiet via Sortehavet. En tredje form er russisk LNG - flydende naturgas.
- Europa har samlet haft stor succes med at blive mindre afhængig af den russiske gas, men enkelte EU-lande er stadig meget afhængige af Rusland, siger Veronika Slakaityte, forskningsassistent med gas som speciale hos Dansk Institut for Internationale Studier.
Østrigske blodpenge
Østrig er et af de lande, der ufortrødent fortsætter med at købe russisk gas.
- Så længe Gazprom leverer, så køber vi de samme mængder, har det østrigske olie- og gasselskab OMV's administrerende direktør, Alfred Stern, udtalt til Financial Times.
Og selv om der ikke er noget formelt galt i at holde fast i gassen fra Rusland, så kom lederen af Europa-Kommissionens kontor i Østrig, Martin Selmayr, til at sige sin ærlige mening: "Østrig sender blodpenge til Rusland". Underforstået at pengene finansierer Ruslands krig mod Ukraine.
Det måtte kommissionen siden korrigere som upassende sprogbrug.
Østrigs holdning er bare et eksempel på, at ikke alle i EU går i takt med Europa-Kommissionens overordnede ønske om at vende den russiske gas ryggen.
- Ungarn underskrev i 2021 en 15-årig kontrakt med det russiske gasselskab Gazprom. Det er kompliceret, når EU har sat år 2027 som mål for, hvornår russisk gas skal være udfaset helt, siger Veronika Slakaityte.
Slovakiet ser heller ikke ud til at være på vej væk fra sin afhængighed af russisk gas, efter at parlamentsvalget forleden blev vundet af Robert Fico, der er imod EU's sanktioner mod Rusland og vil stoppe Slovakiets våbenhjælp til Ukraine
LNG - det nye sort på energimarkedet
Et af midlerne til at blive den russiske gas kvit har været at lægge om til flydende gas, LNG.
En stribe LNG-terminaler er under opførelse, gamle bliver udvidet, og nye er på tegnebrættet.
Ruslands største LNG-kunde er... EU!
På LNG-markedet støder europæerne igen på - ja, Rusland.
Ifølge miljøorganisationen Global Witness køber EU nu samlet 40 procent mere russisk LNG sammenlignet med perioden inden Ruslands invasion af Ukraine, og EU er nu Ruslands største LNG-kunde.
Spanien er et af de lande, der har øget sit indkøb af russisk gas - nu i flydende form.
- De kunne aftage LNG fra mange andre lande, så kun prisen kan være forklaringen, vurderer Veronika Slakaityte.
Den flydende gas er ifølge Veronika Slakaityte ikke nogen snuptagsløsning på Europas problemer.
En stigende global efterspørgsel presser prisen op. Og for de mest afhængige lande er LNG en svær størrelse.
Når man ikke har havne, skal LNG fragtes over land. Lastbiler med LNG kan ikke realistisk opfylde Østrig eller Ungarns behov, vurderer Veronika Slakaityte
En anden teknisk løsning er at omdanne gassen igen og føre den gennem rørledninger, men det er også dyrt.
Russisk gas ad bagvejen
Et helt særligt problem er, om man overhovedet kan holde styr på, om gas oprindeligt er russisk.
Bulgarien har for nyligt indgået en aftale om at købe gas fra Tyrkiet. En aftale, der ifølge nyhedsmediet Politico har fået Europa-Kommissionen op på stikkerne.
Fordi Tyrkiet importerer gas fra Rusland, kan det være svært at vide, om gassen fra tyrkerne i virkeligheden kommer fra Rusland.
Nyhedsmediet Energy Intelligence har kaldt den mulige finte den russiske gasindustris "trojanske hest" - altså en måde at overliste fjenden på.
Sprogbrugen fra den græske krigskunst er ikke tilfældig. I årevis talte europæiske politikere om det russiske gas-våben og EU's sårbarhed. Ruslands evne til at afpresse os med gassen er blevet svækket, mener Veronika Slakaityte.
- Vi har opbygget lagre som aftalt, og landene ville umiddelbart hjælpe hinanden, hvis Rusland skulle lukke for gassen, siger hun.
Sidste russiske gas svær at slippe af med
Og på det punkt kom EU-landene faktisk hurtigere i mål end planlagt: Fristen for fylde lagrene 90 procent af kapaciteten inden den kommende vinter var sat til 1. november, men allerede midt i august var lagrene tilstrækkeligt fyldte.
Brian Vad Mathiesen minder om, at selv om forbrugere og virksomheder gør en indsats, så skal vi ikke læne os tilbage og skrue op for termostaten.
- Vi skal blive ved med at spare og udvikle alternative energiformer. Ellers bliver vores lagre tømt for hurtigt. Vi har været heldige, at den sidste vinter var mild, og vi kan håbe, at den kommende også bliver det - på grund af vejrfænomenet El Nino, siger Brian Vad Mathiesen.
EU har taget et stort skridt i retning af at skrue ned for den russiske gas. Den sidste mængde gas fra russiske rørledninger ser måske ikke stor ud regnet i procent. Men der mange ubesvarede tekniske og økonomiske spørgsmål for de enkelte lande, der lige nu er meget afhængige af russisk gas.
Men til syvende og sidst er det ikke et spørgsmål om teknik eller penge, der er afgørende, mener Veronika Slakaityte.
- Det handler om, hvilke værdier EU vil stå for, siger Veronika Slakaityte