Fyrværkeri, glas og vandkanoner: Højreekstremister i massive protester i tysk by

Siden søndag har voldelige demonstrationer fundet sted i den østtyske by Chemnitz.

  • En blanding af hooligans og højreekstremister samles i den østtyske by. (Foto: JAN WOITAS © Scanpix)
  • Politiet har måttet kalde forstærkninger fra omkringliggende byer for at kunne være massivt til stede. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)
  • Skilte med teksten "Stop asyl-strømmen" under demonstrationerne i Chemnitz. (Foto: JAN WOITAS © Scanpix)
  • Fyrværkeri og flasker blev kastet både mod demonstranter, men også mod politiet. (Foto: FILIP SINGER © Scanpix)
  • "Ud med de kriminelle udlændinge" står der på et banner. (Foto: FILIP SINGER © Scanpix)
  • Moddemonstranter var mødt op i et mindre andtal for at protestere mod de højreekstremister, som var samlet. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)
  • Demonstrationerne begyndte søndag, efter en 35-årig mand natten til søndag blev stukket ihjel. (Foto: FILIP SINGER © Scanpix)
1 / 7

Sortklædte hooligans, højreekstremister og personer som åbenlyst går og heiler på gaden er de seneste dage stødt sammen med venstreorienterede demonstranter i den østtyske by Chemnitz.

I aftes forsøgte et stort antal politifolk at holde flere tusinde højrenationale demonstranter adskilt fra moddemonstranter og forhindre, at begge grupper kastede fyrværkeri, flasker og andre genstande mod hinanden og mod politiet.

Omkring klokken 21.30 meldte politiet i delstaten Sachsen ud, at demonstrationerne var blevet brudt op. Fire personer fra den højreekstrembevægelse "Pro Chemnitz" blev ifølge politiet overfaldet, og to af dem måtte efterfølgende køres på hospitalet på grund af deres skader.

Sat i gang af et knivdrab

Den store forsamling, der søndag begyndte som op mod 800, der marcherede gennem gaderne, var i går vokset til tusinder og har overvældet de lokale politimyndigheder, som ifølge Deutsche Welle måttet tilkalde forstærkning fra Leipzig og Dresden og tage vandkanoner i brug for at holde demonstranterne i skak.

Natten til søndag døde en 35-årig mand, efter han blev stukket ned i et angreb begået af personer med "forskellige nationaliteter", og politiet har efterfølgende anholdt to mænd, en 23-årig syrer og en 22-årig iraker.

Udviklingen i Chemnitz kommer efter en længere periode, hvor stemningen flere steder i landet har været anspændt.

- I Tyskland har en del mennesker nerverne uden på tøjet efter landet i en længere periode har været ramt af drab og seksuelle overgreb begået af flygtninge og migranter. Ikke mindst på den yderste højrefløj har man været klar til at gå på barrikaderne, fortæller DR's Tysklandskorrespondent, Michael Reiter, og uddyber:

-I Chemnitz står hooligans og højreekstremister særlig stærkt. De er organiseret, de kan bringe mange mennesker på gaden på kort tid, og knivdrabet i weekenden har åbenlyst været gnisten, der har antændt noget stort. Nu har man villet tage sagen i egen hånd, så det vi ser, er selvjustits i stor stil.

Ifølge en opgørelse fra det nationale kriminalpoliti (BKA) er antallet af registrerede tilfælde af seksuelle overgreb begået af mindst en person med migrantbaggrund steget med 200 sager fra 2016 til 2017, hvor der i alt er registreret knap 3600 overgreb begået af migranter.

Tal fra samme opgørelse viser, at gerningsmanden i omkring ti procent af mordsager på landsplan sidste år havde asylansøger eller flygtningestatus. Flere af sagerne har skabt stor opmærksomhed og givet liv til debatten om flygtningepolitikken, heriblandt en sag om en 17-årig afghansk asylansøger, der er tiltalt for mordet på sin 15-årige ekskæreste.

Kansler tager afstand

Politiet i Chemnitz har erkendt, at de ikke hurtigt nok har formået at mobilisere de nødvendige ressourcer for at inddæmme demonstranterne, som de mener, er blevet organiseret via de sociale medier.

- Ifølge Angela Merkels talsmand tager hun på det skarpeste afstand fra volden, men samtidig virker det til, at regeringen og myndighederne er overrumplet af situationen, siger korrespondenten.

- Politiet i Chemnitz har de seneste dage ikke kunnet magte situationen og har klart været i undertal, og den ansvarlige minister, Horst Seehofer, har ingen steder været at se, hvilket har ført til kritik, siger Michael Reiter.

Regeringens pressetalsmand Steffen Seibert understregede i går, at man ikke accepterer "denne jagt på mennesker af et andet udseende eller oprindelse eller forsøget på at sprede had i vores gader."

Politiet i Sachsen forventes at komme med en redegørelse for aftenens forløb i løbet af formiddagen.

Facebook
Twitter