Gaderne i Europa er tomme. Det er statskasserne snart også

Der skal lånes penge som aldrig før, når EU-landene skal ud af krisen. Men uenighed truer med at splitte eurozonen fra hinanden.

I dag skal stats- og regeringscheferne holde deres tredje videotopmøde om coronakrisen. Her skal de blandt andet tale om, hvad der skal til, for at få kickstartet EU-landenes økonomier igen. (Foto: Andrea Pattaro © Scanpix)

Det står stille i Europa lige nu. Overalt.

Bilfabrikkerne i Tyskland er holdt op med at producere biler. Café- og restaurantejere sidder hjemme, og det samme gør deres kunder. Millioner af europæere er sendt hjem, og mange af dem med den sørgelige besked, at de ikke skal vende tilbage til deres arbejdsplads, når coronakrisen er slut. De har mistet deres job, og skal nu stille sig i den hastigt voksende kø af arbejdsløse.

Der er ingen, som med sikkerhed kan sige, hvor dyrt det bliver for EU-landene at genstarte den europæiske økonomi efter krisen. Det eneste, der kan siges med sikkerhed, er, at det bliver dyrt. Meget dyrt.

Når man spejder rundt i Europa og læser økonomer, som giver deres bud på den økonomiske fremtid, er der en del, som maler et meget dystert billede. For nogle europæiske lande er det slemt. For andre er situationen værre – grænsende til katastrofal.

Et af de lande, som står over for en dyster økonomisk fremtid, er Italien. Et land, hvis økonomi var i problemer allerede inden coronakrisen.

Italien er lukket ned. Gaderne er tomme. Det samme er den italienske statskasse. Og kaster man et blik på statsregnskabet, er tallene alt andet end muntre.

Italien har lånebehov

Italien har allerede i dag en statsgæld, som er så stor, at den svarer til 135 procent af Italiens bruttonationalprodukt. Eller sagt meget forenklet:

Hvis man tog pengene fra al den økonomiske aktivitet, som både private og det offentlige genererede i løbet af et år, og brugte dem alle på at betale af på Italiens statsgæld, ville det ikke være nok til at fjerne gælden.

Men nu er det ikke afbetaling på statsgælden, som gælder for den italienske regering. Det er det modsatte.

Italien har – ligesom resten af Europa – behov for at låne penge. Penge, som blandt andet skal bruges til at hjælpe de arbejdsløse, til at hjælpe de virksomheder, som er havnet i vanskeligheder, og til at bringe sygehusvæsenet på benene igen, så eksempelvis aflyste operationer under coronakrisen kan genoptages.

Her kan du se, hvor mange corona-relaterede dødsfald der har været i Danmark og de hårdest ramte lande.

Flere økonomer ser så sort på den italienske situation, at de vurderer, at landets statsgæld i løbet af de kommende år risikerer at vokse helt op til 200 procent af bruttonationalproduktet, når Italien skal bruge masser af penge på at genstarte landets økonomi.

Det vil i så fald være mere end tre gange det, som egentlig er tilladt for lande som er med i EU´s fælles mønt – euroen.

Det bliver dyrt at få EU-landene på fode igen efter coronakrisen. (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)

Frygter dyre lån

Når EU-landene, hvad enten det er lande uden for euroen som Danmark og Sverige eller eurolande som Tyskland, Frankrig og Italien, skal i gang med at låne penge, vil Europa og verden komme til at opleve en efterspørgsel på penge, som aldrig er set før.

Når et land normalt låner penge, udsteder det statsobligationer. Statsobligationerne sælges så ved en auktion. Banalt kan man sige, at hvis Danmark eksempelvis udsteder en statsobligation til en værdi af 1.000 kroner, som har en løbetid på ti år, så lover den danske stat altså at betale ejeren af statsobligationen 1.000 danske kroner om 10 år.

Auktionen afgør, hvilken kurs køberne vil betale for statsobligationerne. Hvis man for eksempel betaler 900 kroner for statsobligationen, bliver den rente, køberen har opnået ved at låne staten 1.000 kroner i ti år, lav. Så med andre ord: Jo lavere kurs, jo højere rente for køberne.

Når alle EU-lande skal ud at låne penge på samme tid, vil det ikke være nok, at de sædvanlige obligationskøbere er parate til at købe statsobligationer. De typiske købere kan eksempelvis være pensionskasser, og når det gælder danske statsobligationer, er der også mange udenlandske investorer, som køber.

Eurolande med ondt i økonomien som Italien, Spanien, Portugal og Grækenland har alle prøvet, hvordan det er at skulle låne penge til en meget høj rente. Det var tilfældet under finanskrisen, som begyndte i 2009.

Der var tidspunkter, hvor private investorer krævede mere end ti procent i rente, hvis de skulle låne penge til Grækenland. Og hvis et land er nødt til at betale en så høj rente for at låne penge, er det den sikre kurs mod statsbankerot.

Det svarer stort set til, at et land skal finansiere sine udgifter gennem sms-lån.

Hjælp fra Frankfurt

I den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt er ledelsen godt klar over, at eurolandene får behov for at låne ufatteligt mange penge i den kommende tid. Og for at sikre, at lånene ikke bliver alt for dyre, lovede ECB i sidste uge, at centralbanken er parat til at opkøbe en betydelig del af de statsobligationer, som eurolandene kommer til at udstede i den kommende tid.

Men der er ét problem. Reglerne siger nemlig, at ECB maksimalt må eje en tredjedel af et lands statsobligationer. Og da ECB allerede under finanskrisen opkøbte statsobligationer, er det ikke sikkert, at nye opkøb er tilstrækkeligt til at holde renterne nede, når eurolandene nu skal låne nye penge ved at sælge statsobligationer.

Reglen om, at ECB kun må eje en tredjedel af et lands statsobligationer, kan ved særlige tilfælde omgås, og det er helt klart, at eurolandene allerede nu har kurs mod at tillade, at den Europæiske Centralbank opkøber flere statsobligationer.

Men ser man på lande som Italien, Spanien, Portugal, Grækenland og muligvis også Irland, kan det at optage lån ved at udstede statsobligationer godt blive en dyr affære.

Og for de fem lande, som alle var hårdt ramte under finanskrisen, kan dyre lån medføre betydelige problemer, og de kan føre til, at landene får svært ved at bringe deres økonomi på fode igen efter corona-krisen.

Italien er det land i EU, der er ramt hårdest af coronasmitten. (Foto: SERGIO PESCI © Scanpix)

Andre lån i støbeskeen

Derfor diskuterer eurolandene andre muligheder for at hjælpe de hårdest ramte lande med lån.

Tirsdag aften var der videokonference mellem finansministrene fra eurolandene, hvor de diskuterede det fremtidige behov for lån. Og emnet kommer også til at dominere, når EU´s stats- og regeringschefer i eftermiddag holder topmøde på videolink.

En af de muligheder, som diskuteres blandt eurolandene, er muligheden for, at de kan optage særlige lån, som kommer fra det, der hedder den Europæiske Stabilitets Mekanisme (ESM). Det er en særlig økonomisk redningsfond, som eurolandene etablerede under finanskrisen.

Ifølge ESM´s direktør, Klaus Regling, råder den europæiske stabilitets mekanisme lige nu over 410 milliarder euro – godt 3.000 milliarder kroner – som ESM kan låne ud til eurolande, der har brug for det.

Men selv om det måske på overfladen ligner et godt tilbud at kunne låne penge direkte fra ESM i stedet for at skulle udstede og bortauktionere statsobligationer, er lånetilbuddet fra ESM et tilbud, som bliver mødt med betydelig skepsis. Specielt i Italien.

Her har den tidligere indenrigsminister Matteo Salvini, der er leder af partiet Lega, ligefrem karakteriseret et lån fra ESM som ”selvmord” for Italien.

Sagen er nemlig den, at et lån fra ESM er et med betingelser. Og hvis der er nogen, som kan skrive under på det, er det grækerne.

Hollandsk skepsis

Hvis et land skal låne penge fra ESM, skal der udarbejdes en aftale om, hvilke betingelser landet skal overholde for at få lånet. Et såkaldt "Memorandum of Understanding".

Det kan være en aftale som indeholder begrænsninger på, hvad lånet rent faktisk kan bruges til. Og det kan samtidig være krav til, hvordan et land skal reformere landets økonomi, sådan at landet senere er i stand til at betale lånet tilbage.

I Grækenland kan grækerne tale med om, hvordan lån fra den Europæiske Stabilitets Mekanisme blev akkompagneret med krav om, at der skulle skæres i de statens udgifter. Det betød sænket folkepension og A-kasse og eksempelvis krav om privatisering af offentlige virksomheder som havnen i Piræus, der blev solgt til kinesiske ejere.

Her kan du se, hvordan corona-pandemien har slået bunden ud af den globale økonomi:

Italien og flere andre eurolande er som udgangspunkt interesserede i at låne penge fra ESM. Men ikke hvis det bliver lån, som samtidig er behæftede med en række krav.

Spørger man til gengæld i Holland, er finansminister Wopke Hoekstra ikke videre begejstret ved tanken om, at pengene i ESM fremover skal kunne bruges til lån til for eksempel Italien.

Lån fra ESM bør være "den sidste udvej" for et land, sagde finansministeren til det hollandske parlament efter tirsdagens videomøde blandt eurolandene. Står det til Holland, skal lande som Italien og Spanien med flere ikke tilbydes lån fra ESM, før det er tydeligt, at det bliver alt for dyrt for landene at låne penge ad normale kanaler – altså ved at udstede statsobligationer.

Den spanske premierminister, Pedro Sanchez, ønsker en 'Marshall-plan' for EU-landene, så de kan komme sig oven på corona-krisen. (Foto: MARISCAL / POOL © Scanpix)

Sporene skræmmer

Men det budskab fra Haag er et, hvor sporene skræmmer i Sydeuropa. For det var nemlig først, da Grækenland ikke havde andre muligheder tilbage end at låne penge direkte fra eurolandene, at det var muligt for netop eurolandene at opstille alle de skrappe betingelser for lånene, som Grækenland blev mødt med.

Og for et land som Italien er mistanken og frustrationerne enorme. En del italienere ser eurolande som Holland, Østrig og Tyskland som lande, der forsøger at udnytte coronakrisen til at tvinge Italien til at reformere landets økonomi.

Eller sat på spidsen: I stedet for at være solidarisk med Italien, som er det land, der lige nu er hårdest ramt af coronaen, bruger de nordlige eurolande i stedet den italienske krise til at presse Italien økonomisk.

Uenighederne mellem eurolandene er afgrundsdyb forud for dagens EU-topmøde. Lande i Sydeuropa med Italien i spidsen mener, at dette er tiden, hvor alle eurolandene skal stå sammen i solidaritet og hjælpe hinanden ud af krisen – også økonomisk.

Men i Tyskland, Holland, Østrig og Finland er der en stor bekymring. For hvis eurolande kan få lov til at låne penge – uden at der stilles betingelser – hvordan kan man så være sikker på, at pengene bruges fornuftigt?

Og hvordan kan man være sikker på, at landet, som låner penge i dag, vil være i stand til at betale pengene tilbage senere?

Fælles corona-obligationer

Forud for dagens EU-topmøde har ni eurolande – deriblandt Italien, Spanien, Portugal og Frankrig – skrevet til formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, og foreslået, at eurolandene fremover skal begynde at optage lån i fællesskab.

Man kunne udstede en slags corona-obligationer. Det ville være det samme som statsobligationer – bortset fra, at der her ville være tale om obligationer, som alle 19 eurolande hæfter for i fællesskab.

Man kunne ovenikøbet lade Den Europæiske Centralbank opkøbe corona-obligationerne. På den måde ville der blive frigivet store summer, som kunne bruges til at hjælpe økonomien på ret fod hos eurolandene.

I USA har regeringen og kongressen netop aftalt en hjælpepakke på 2.000 milliarder dollars, der skal bruges til afbøde konsekvenserne af corona-krisen og hjælpe med at holde den amerikanske økonomi i gang.

Nogle økonomer har foreslået, at der kunne udstedes corona-obligationer for eksempelvis 1.000 milliarder euro, og at de penge så kunne bruges til at sparke eurolandenes økonomi i gang igen.

Uden på nogen måde at gå i detaljer, har ni eurolande op til dagens topmøde foreslået, at der skal indledes en diskussion om corona-obligationer.

Ni medlemslande har skrevet til rådsformand Charles Michel med ønsket om at lave særlige corona-obligationer. (Foto: Aris Oikonomou © Scanpix)

I byen med en andens Dankort

Men det er en idé, som lige nu afvises kraftigt – både i Holland og Tyskland. For eurolandene i Nordeuropa vil fælleslån – optaget via coronaobligationer – svare til, at lade andre gå i byen med dit Dankort og din pinkode. De kan bruge løs med kortet – og i sidste ende er det dig, som er betaler.

Økonomerne har et begreb for den slags. På engelsk kaldes det for "moral hazard" – altså en slags moralsk fare.

Det bliver næppe på dagens EU-topmøde, at de europæiske ledere enes om hverken lån til lande via den Europæiske Stabilitets Mekanisme og definitivt ikke om indførelsen af corona-obligationer. Situationen er stadig alt for kaotisk, og det er uklart, hvor store de økonomiske konsekvenser af krisen bliver - og hvornår man igen kan begynde at vende tilbage mod noget som er normalt.

Men allerede nu står det klart for alle lande i Europa, at det ikke er nok, at frisørerne bare møder op på arbejde igen og vender lukket-skiltet i døren om for at signalere, at der nu igen er åbent. Økonomien i EU-landene vil ikke være sig selv, når corona -krisen er slut. Og det gælder alle – rige lande som Danmark såvel som mindre velhavende lande som Italien.

Derfor har alle 27 EU-lande behov for at få startet en diskussion om, hvordan medlemslandene hver for sig og i fællesskab skal gribe tingene an, når de skal i gang med at skabe en hverdag, hvor der ikke længere vil være tomt i gaderne.

For alle ved, at når den dag kommer, vil der være gabende tomt i statskasserne.