Game of Thrones-stjerne i opråb til sorte sofavælgere før britisk valg: Stem!

Mange unge og minoritetsgrupper er ikke registreret som vælgere ved det britiske valg i dag.

Flere britiske superstjerner er kørt i stilling for at vække vælgerne og få dem til stemmeboksen. Det gælder blandt andet Game of Thrones-stjernen Nathalie Emmanuel. (Foto: CAITLIN OCHS © Scanpix)

Når millioner af briter i dag sætter kryds ved, hvem de håber, skal repræsentere dem i parlamentets underhus, er der stor risiko for, at gruppen af vælgere reelt ikke afspejler befolkningen.

For at kunne stemme i Storbritannien skal man, i modsætning til i Danmark, nemlig være registreret som vælger. Men det var der mange unge og minoritetsgrupper, der ikke var før deadline 26. november.

Ifølge en opgørelse fra den britiske valgkommission, der er baseret på en rapport fra september, var hver fjerde sorte eller asiat i Storbritannien ikke tilmeldt vælgerregistret.

Det samme var tilfældet for hver tredje teenager, mens kun seks procent af deres bedsteforældre ikke var tilmeldt.

Opråb fra kendte

Det fik organisationen Operation Black Vote til at søsætte en videokampagne, med hjælp fra blandt andre Game of Thrones-stjernen Nathalie Emmanuel, for at få flere til at tilmelde sig registret inden deadline.

- Når du ikke stemmer, vil andre mennesker tale på dine vegne, lyder advarslen i videoen.

Den britiske skuespiller Nathalie Emmanuel, der spiller Missandei i fantasy-serien Game of Thrones, vil have flere til at stemme ved valget 12. december. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

Også Game of Thrones-kollegaen Emilia Clarke opfordrede sine 26 millioner følgere til at registrere sig i en video på Instagram.

Samme opfordring kom fra sangstjernen Adele og det tidligere medlem af boybandet One Direction Zayn Malik, der hver har omkring 28 millioner følgere.

Grime-stjernen Stormzy tog også sin Instagram i brug for at få sine følgere til at registrere sig dagen inden deadline.

- Sid ikke og tænk "min lille stemme kommer ikke til at gøre en forskel". Din stemme er AFGØRENDE, lød opråbet fra Stormzy.

26 gange gik Labour-lederen Jeremy Corbyn til tasterne på Twitter for at opfordre sine følgere til at registerere sig.

- Boris Johnson vil ikke have, at du har mulighed for at stemme. Vær sikker på, at du kan, lød det fra Corbyn om den konservative rival på Twitter, der endnu ikke har tweetet om vælgerregistrering.

Få vælgerregistreringer kan da også være dårligt nyt for Labour.

Ved valget i 2017 stemte 77 procent af vælgere med minoritetsbaggrund nemlig på arbejderpartiet, der også traditionelt tiltrækker mange unge vælgere.

3,1 millioner nye registreringer

Opfordringerne kan meget vel have have givet pote.

Siden valget blev udskrevet i slutningen af oktober, har yderligere 3,1 millioner dog registreret sig.

Allerflest nye vælgerregistreringer tikkede ind på selve dagen for deadline. Mange meldte sig også til den 29. oktober, hvor parlamentet godkendte anmodningen om at afholde valg, og igen den 22. november, hvor partilederne blev quizzet under en spørgetime på BBC.

To tredjedele af de nytilmeldte er under 35 år. En tredjedel er under 25 år.

Én million dobbelt-vælgere

Antallet af nye registreringer kan dog ikke automatisk oversættes til nye stemmer.

Organisationen Electoral Reform Society vurderer, at omkring en million af de nye registrerede vælgere allerede stod i vælgerregistret, og derfor ikke tæller som nye vælgere.

Tallet kan også inkludere personer, som endnu ikke er gamle nok til at stemme. Og så er det heller ikke sikkert, at de nye vælgere rent faktisk også stemmer ved valget i dag.

Se hvordan det britiske valgsystem fungerer her:

FacebookTwitter