Gasser fra russisk losseplads giver de lokale kvalme, hovedpine og blødende udslæt

Rusland står overfor en gigantisk udfordring med affaldshåndtering - nu har en række mindre byer fået nok.

Affaldet hober sig op på de russiske lossepladser. (© DR Nyheder)

Kvalme, hovedpine og blødende udslæt.

Det er nogle af de symptomer, en række russere oplever, når de bor i nærheden af lossepladser - og det har fået tusindvis af russere til at gå på gaden i protest.

Det hele startede i provinsbyen Volokolamsk, som ligger 100 kilometer fra Moskva.

I sidste måned slap byens losseplads nemlig en gigantisk prut.

Et udslip af ophobede gasser fra det allerinderste af den gigantiske bunke skrald sev ind over en lokal skole, og 77 børn blev efterfølgende indlagt på hospitalet.

Tusindvis af demonstranter på gaden foran lossepldsen i Volokolamsk. (© DR Nyheder)

Svimle og trætte

Skolebørnene er ikke de eneste af byens indbyggere, der bliver påvirket af gasserne fra lossepladsen.

Hver dag kan de lokale mærke generne på egen krop, fortæller DR's Ruslandkorrespondent, Matilde Kimer, som har besøgt byen.

- Stort set alle dem, jeg har mødt, har vejrtrækningsproblemer, de kan mærke det i halsen hver eneste dag, de lider af svimmelhed, de er trætte – og en del af børnene har en særlig slags eksem eller udslæt, hvor deres hud simpelthen går i stykker, siger hun.

En af lokale indbyggere viser sin søns arm frem, Han er en af de børn, som har fået udslæt af byens skrald - men byens læge kalder det "bare allergi". (© DR Nyheder)

Alt er fint

Indbyggerne oplever også, at de ikke bliver taget alvorligt, når de går til lægen med deres symptomer. Og både myndighederne og lossepladsens ledelse insisterer på, at luften er ufarlig for indbyggerne.

- De har en oplevelse af, at lægen har fået mundkurv på, og at der ikke rigtigt bliver gjort noget, siger hun og fortsætter.

- Jeg mødte en familie med et barn på fire år, der har fået kæmpe, blødende udslæt efter det seneste udslip. Huden falder nærmest af på hans krop, og hans forældre var så frustrerede over, at lægen og myndighederne blev ved med at holde fast i, at det intet har med gassen i byen at gøre.

En demonstrant i gasmaske i Volokolamsk. (© DR Nyheder)

10 år før det bliver bedre

I weekenden blev 10 demonstranter anholdt i Volokolamsk. Siden har protesterne bredt sig fra den lille provinsby til andre byer i Moskvas opland - for det er ikke kun i Volokolamsk, at man kæmper med lossepladsproblemer.

Rusland har nemlig et kæmpe problem med sit skrald, fortæller Matilde Kimer.

- Der eksisterer ingen form for affaldssortering. Husholdningsaffald, byggeaffald, kemiske rester, batterier, glas, metal - det hele ryger ned i de her kæmpe deponeringshuller, som man kalder lossepladser.

Protesterne i Volokolamsk og andre byer som den har nu skabt så store ringe i vandet, at det har fået national opmærksomhed, fortæller Matilde Kimer.

- Den ansvarlige minister har været nødt til at kommentere. Og ifølge hans tal vil det tage mindst 10 år, før Rusland får indført en ansvarlig affaldshåndtering, fortæller hun.

Facebook
Twitter