Genåbning flere steder i Europa - men i Sverige stiger smitten stadig

Flere svenske regioner tager allerede sagen i egen hånd og udsteder deres egne anbefalinger.

Der er vinterferie i det svenske, men på grund af de øgede smittetal, anbefales det flere steder at man bliver hjemme. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

På den anden side af Øresund har budskabet de seneste uger lydt: Vi er på vej mod en tredje bølge.

For mens vi herhjemme har kunnet se smittetallet dale, er det gået den stik modsatte retning hos vores svenske naboer.

- I Sverige ser vi desværre en stigning (af smittetilfælde, red.) igen, lød det i eftermiddag fra statsepidemiolog Anders Tegnell, der dog er tøvende i forhold til at betegne det som en tredje bølge.

- Men det er klart, at hvis vi ikke forbedrer lydhørheden, er der en stor risiko for, at vi er på vej ind i en tredje bølge, siger han.

Ifølge statsepidemiolog Anders Tegnell vil den britiske mutation af coronavirusset formentlig være den dominerende inden for kort tid. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Det øgede smittetal i Sverige skyldes blandt andet udbredelsen af den særligt smitsomme britiske variant, som Tegnell vurderer vil være den mest dominerende i de fleste lande i Europa indenfor kort tid.

- Hastigheden, hvormed den overtager, er meget høj, siger han.

Regioner udsteder egne anbefalinger

Men den britiske variant er ikke det eneste, der har fat i Sverige. I regionen Sörmland er der også fundet smittetilfælde både med den sydafrikanske og den brasilianske variant.

Og selvom det stadig er et fåtal, ser flere regioner sig nødsaget til at handle i stedet for at vente på nyt fra regeringen, som forventes at præsentere nye politiske tiltag i morgen.

I flere regioner som eksempelvis Västra Götaland og Västerbotten er man gået skridtet videre og har udformet sine egne anbefalinger, og i dag er hovedstadsregionen så fulgt trop.

I region Stockholm er der kommet anbefalinger om brug af mundbind blandt andet i offentlig transport. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Alene i Region Stockholm er antallet af coronasmittetilfælde de seneste par uger steget med omkring 25 procent per uge, så tallet nu er oppe på knap 9.500 tilfælde.

Så hvor turister førhen har rejst til hovedstadsregionen for frit at kunne gå på cafe og i butikker i Stockholm uden besværet med mundbind, er anbefalingerne nu, at mundbind er noget, man både har på i bussen, på jobbet, på apoteket og hos frisøren.

For at inddæmme smittespredningen yderligere kommer de regionale myndigheder også med konkrete råd til vinterferien, som afvikles i øjeblikket, og hvor mange formentlig planlægger skiture.

Derfor lyder anbefalingen, at man udelukkende rejser, hvis alle i en husstand eller en familie er symptomfri, holder to meters afstand. Samtidig anbefales de ældste skoleklasser samt gymnasie-klasser at fortsætte med fjernundervisning frem mod uge 10.

Færre vacciner end ventet

Selvom det svenske vaccineprogram får ros af Anders Tegnell, vækker det bekymring i hovedstadsregionen, at man ikke kan forvente at få det antal vacciner, som man var stillet i udsigt, siger den ansvarlige for smittekontrol i Region Stockholm.

- Vi modtager næsten 80 procent færre vacciner end forventet i februar og fem procent færre i marts, det er en stor skuffelse, siger Maria Rotzén Östlund.

Knap 428.000 svenskere har allerede modtaget mindst en dosis af covid-19-vaccinen, og ligesom i Danmark gør man brug af vacciner fra Pfizer/BioNtech, Moderna samt AstraZeneca. Forventningen fra de svenske sundhedsmyndigheder er, at vaccinerne skal være et effektivt værktøj mod smittespredningen.

- Derfor er det klogt ikke at vente med at takke ja til vaccinen, når man får den tilbudt. Hvis man venter, er man uden beskyttelse på et tidspunkt, hvor vi har stor smittespredning, lød det i dag fra Anders Tegnell.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter