Generaler rådede Biden til at beholde 2.500 tropper i Afghanistan

De nye magthavere i Afghanistan har ikke brudt med det militante netværk al-Qaeda, lyder det samtidig fra USA's forsvarschef.

USA's forsvarschef, Mark Milley, ved dagens høring i Kongressen. (Foto: ELIZABETH FRANTZ © Ritzau Scanpix)

To højtstående generaler anbefalede den amerikanske præsident, Joe Biden, at beholde 2.500 amerikanske soldater i Afghanistan, indtil USA's exit fra landet var afsluttet.

Det fortæller de begge under en høring i Kongressen tirsdag.

Her fortalte general Frank McKenzie, som havde ansvaret for den amerikanske tilbagetrækning, at han havde anbefalet præsidenten at beholde en mindre gruppe tropper i landet.

Efterfølgende sagde også USA's forsvarchef, general Mark Milley, at han havde støttet McKenzies anbefaling.

Høringen omhandlede blandt andet den kaotiske proces, der fulgte, efter Taliban med en lynoffensiv indtog store dele af Afghanistan og derpå hovedstaden, Kabul, i midten af august. Det betød, at USA og flere andre lande i hast skulle evakuere titusindvis af egne statsborgere samt afghanere, der har arbejdet for de udenlandske styrker.

Mere end 180 personer mistede i dagene efter magtovertagelsen livet i et selvmordsangreb foran lufthavnen, heriblandt 13 amerikanske soldater.

"Det mindes jeg ikke"

Generalernes vidneudsagn om de råd, de gav præsidenten forud for tilbagetrækningen, lader til at være i strid med Bidens egne udmeldinger.

Præsidenten udtalte i hvert fald i august måned, at han ikke kunne huske at have modtaget sådanne anbefalinger fra ledelsen i det amerikanske militær. Det sagde han i et interview med det amerikanske medie ABC.

Talsperson for Det Hvide Hus, Jen Psaki, kommenterede efterfølgende på generalernes udmelding:

- Præsidenten sætter stor pris på de ærlige råd, som han får fra militæret og dets ledelse. Men det er ikke ensbetydende med, at han altid er enig med dem, lød det ifølge BBC fra Jen Psaki.

"Om et år kan al-Qaeda igen true USA fra Afghanistan"

Generalerne kom under høringen også omkring de nye magthavere i Afghanistan, Taliban, som de ikke mener har brudt med det militante netværk al-Qaeda.

Det var al-Qaeda, der stod bag de terrorangreb, der rystede USA for 20 år siden, og som udløste "krigen mod terror" og den amerikanske invasion af Afghanistan.

- Jeg gør mig ingen illusioner om, hvem vi har med at gøre, lød det ifølge nyhedsbureauet Ritzau fra USA's forsvarschef, general Mark Milley, under høringen.

- En genskabt al-Qaeda eller ISIS (Islamisk Stat, red.) med ambitioner om at angribe USA er en meget reel mulighed, der kan vise sig i løbet af de næste 12-36 måneder.

Og det nye styre i Afghanistan "var og er stadig en terrororganisation", lyder det videre ved tirsdagens høring, der handler om USA's exit efter den 20 år lange militære indsats i Afghanistan.

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kom i forbindelse med evakueringen fra Afghanistan ellers fejlagtigt til at sige:

- Al-Qaeda er ikke mere i Afghanistan. Der er ikke en trussel fra dem mod os mere, som vi så manifesteret den 11. september 2001.

En udtalelse han siden har været nødt til at moderere.

- Al-Qaeda er desværre fortsat tilstede i Afghanistan, ligesom de er i en række andre lande, skrev ministeren i et svar Folketingssvar.

Kritik af Joe Biden

Republikanske senatorer retter en skarp kritik mod præsident Joe Biden, som de holder ansvarlig for den kaotiske tilbagetrækning i august.

Senator James Inhofe, der er en højst placerede republikaner i Senatets forsvarsudvalg, mener, at Biden har ignoreret de militære lederes anbefalinger.

Den amerikanske præsident Joe Biden har fået skarp kritik for sin håndtering af evakueringen fra Afghanistan. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Ritzau Scanpix)

Inhofe beskylder også Biden for at have ladt mange amerikanere i stikken i forbindelse med den hastige evakuering.

- Vi var alle vidner til de rædsler, præsidenten selv skabte, siger senatoren.

USA's endelige exit fra Afghanistan ses som den hidtil største krise, Biden har gennemgået i sin tid som præsident.

FacebookTwitter