Oleksandr og hans kone Snizjana hører til dem i landsbyen Partyzanske i Mykolajiv-regionen i det sydlige Ukraine, der er lidt bedre stillet.
For han har arbejde, og han kan noget, alle kan se, der er brug for i den smadrede by, der lå midt i frontlinjen i månedsvis.
Oleksandr er en del af det håndværker-sjak, der tager rundt og udfører reparationer. Han har har også pudset familiens eget hus op og forsynet det med nye isolerende ruder.
Hans kone er for bare tre måneder siden vendt tilbage fra Heilbronn i Tyskland med datteren på halvandet og sønnen Volodymyr på seks år.
- Han er lige begyndt i skole, fortæller hun.
Det vil sige, hun hjælper ham med at holde koncentrationen i skole på computeren. Her er ikke nogen fysisk skole i landsbyen.
Volodymyr prøver at underholde sig selv med en træstub og et plastikrør.
Borgmester vil have bedre rammer
Hvis man har fantasi, er der rekvisitter nok at finde mellem de store mængder rod og skrammel, der ligger overalt.
Men står det til borgmesteren i byen, Raisa Shulga, skal der snart bedre rammer om Volodymyr og hverdagen for de ialt 32 børn, der er vendt tilbage til landsbyens hverdag.
Godt et par hundrede bor fast i landsbyen af de omkring tusind tidligere indbyggere.
Et børnehus er ved at blive indrettet i en pavillon ved siden af hendes borgmesterkontor.
Her skal være forskellige aktiviteter støttet af internationale humanitære organisationer.
Vi venter på freden, siger borgmester Raisas Shulga:
- Jeg vil også gerne have, at skolen bliver genopbygget, så vores børn og unge kommer tilbage. Og hvad ellers? Vi venter på freden. På sejren, på freden, at krigen slutter snart.
- Men Herren vil sørge for det, og hvornår det bliver, siger hun.
Hun har Vorherre med i en del af sine sætninger, men ikke som en hun venter på uden at foretage sig noget selv.
- Vi er nødt til at finde på noget. Jeg kunne godt tænke mig, at vi får et lille bageri, siger hun.
Det er et livligt borgmesterkontor med rykind af folk. En ny omgang frokost er ved at blive gjort klar. Ris, gulerodssalat, ost, kiks og og fed lyserød pølse i tykke skiver.
I et hjørne af frokoststuen er der indrettet et "uovervindelighedspunkt" som mange steder i Ukraine.
Et sted man må komme og få varmen og måske forsyne sig med noget dåsekonserves eller et vattæppe.
Raisas telefon ringer hele tiden med opkald fra beboere, der vil høre, hvordan de skaffer byggematerialer, fortæller hun
- Den er helt rød!, siger hun og peger på det dybrøde omslag.
- Men det er godt, den ringer. Det er, fordi folk vil noget.
Borgmesteren spejder efter de næste udenlandske donationer. For landsbyen kan ikke klare sig uden.
Hun spørger vedholdende de danske gæster om råd til, hvad hun måske kunne forsøge for at finde nye penge til projekter.
Nej, hun ved udmærket, at de ikke kan love noget. Hun vil bare have noget at vide, understreger hun.
Drømmer om genbrugsvirksomhed
Rostislav Perevjazko fra den lokale ngo, der står for istandsættelsen, byder ind med et forslag.
- Jeg kunne godt drømme om, at vi rydder op i alle ødelæggelserne og bruger dem i en genbrugsvirksomhed med brugte byggematerialer.
Råmaterialet til den ide er i hvert fald i stor stil til stede i Partyzanske