Gerningsmand fortsat på fri fod efter blodigt skyderi i USA

Dødstallet er opjusteret efter skyderi i indkøbscenter i den amerikanske delstat Washington. Fem er nu døde.

Politi og FBI leder efter gerningsmanden. (Foto: Karen Ducey © Scanpix)

Det er ikke lykkedes politiet i den amerikanske delstat Washington at fange den gerningsmand, der står bag det blodige skyderi i et indkøbscenter i byen Burlington nord for Seattle.

Fire kvinder og en mand mistede livet i skyderiet, der fandt sted fredag aften lokal tid. Dermed er dødstallet steget fra de første meldinger fra tre til fem. Yderligere en mand er lettere såret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Drabsmanden forlod stedet til fods, men alligevel er han næsten et halvt døgn senere ikke fanget.

- Vi leder fortsat efter gerningsmanden. Sørg for at være i sikkerhed og bliv indendøre, siger en talsmand for det lokale politi, Mark Francis, ifølge Reuters.

Politiet har offentliggjort et billede af den formodede gerningsmand fra et overvågningskamera i indkøbscentret, men om man kender hans identitet eller motiv vides ikke.

Der er tale om en latinamerikansk mand klædt i gråt, der forlod stedet med det, som lignede en jagtriffel.

Facebook
Twitter