Giganter krydser klinger i handelskrig: Hvem blinker først?

Handelskrigen mellem USA og Kina tager til – uden en aftale i sigte. Og eskaleringen er højt spil fra præsident Trump.

Præsident Trump og præsident Xi Jinping kæmper en kamp, der rammer verdensøkonomien (Arkivfoto). (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

I Washington er de kinesiske og amerikanske forhandlere gået fra hinanden. Uden en aftale.

I sidste uge var forventningen ellers, at mødet her i Washington måske kunne blive sidste etape i jagten på en aftale, der skulle lægge handelskrigen mellem de to lande i graven. Eller i det mindste lægge en dæmper på den. Men tværtimod.

Præsident Trump har sendt en byge af tweets, hvor han forsvarer sin beslutning om, at han nu lægger en ny omgang straftold på kinesiske varer for 200 mia. dollars.

Tolden stiger fra 10 til 25 procent. Han mener forhandlinger går for langsomt og siger, at Kina løber fra løfter, de har indgået tidligere i forhandlingerne.

Kina slår igen

Kina har allerede svaret, at de vil slå tilbage. Tilbage står resten af verden og ser bekymret til. For ingen ved, hvordan det her ender. Heller ikke Præsident Trump, siger Jacob Funk Kirkegaard, cheføkonom ved det uafhængige Peterson Institut for international økonomi, i Washington.

- Det er en situation, som præsident Trump selv har skabt. Og som han ikke har tænkt til ende. Jeg tror ikke, at kineserne bøjer sig for en række af de krav, som USA stiller. Med andre ord tror jeg ikke, at der er løsning i sigte hverken på den korte eller længere bane.

Der er ingen, der ved, hvor langt de to parter reelt var fra hinanden, da Præsident Trump med et tweet gjorde det klart, at USA nu eskalerer konfrontationen.

Trump-administrationen har solgt budskabet om, at en aftale var tæt på, men meget lidt er sluppet ud fra de igangværende forhandlinger.

Og uvisheden har spredt sig til utryghed på de finansielle markeder og blandt investorer verden over.

Giganterne kamp

Det er verdens to største økonomier, der krydser klinger i kampen om det globale førersæde.

Der er en bred enighed om, at det er tid til et opgør med Kina. Og de handelshindringer, som landet stiller i vejen. Landet har for eksempel i årevis krævet, at udenlandske virksomheder, der vil ind på det kinesiske marked, skulle indgå lokale partnerskaber, hvorefter deres know how og teknologi blev kopieret og stjålet.

Den kinesiske vicepræsident Liu He forlod i dag den amerikanske delegation, der blandt andet tæller Steven Mnuchin (i midten), USA's finansminister. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

Men der er ikke enighed om, hvordan det opgør for alvor skal føres ud i livet. Og mange økonomer tvivler på, at straftold er vejen frem.

Jacob Funk Kirkegaard er i øjeblikket i Kina og tror, at landet har fat i den lange ende i den her konflikt.

- Kina har bedre tid til at vente end USA har. Og mange af USAs krav, for eksempel når det gælder et fundamentalt opgør med støtte til statsejede virksomheder, og hvornår USA må hive tariffer op af skuffen, er krav, som Kina næppe kommer til at imødekomme, siger han.

Kina vil trække tiden

Kina er ikke et demokrati, hvor lederen skal stå til ansvar, forklare, forsvare eller levere til sine vælgere. Det skal præsident Trump.

I 2020 er der præsidentvalg i USA, hvor Trump vil forsøge at generobre Det Hvide Hus. Og kineserne kan meget vel spekulere i at trække det her længst muligt, også selvom USA sætter yderligere pres på.

- Hvis Trump længere nede af vejen gør alvor af sin trussel om straftold på alt kinesisk import, så har Kina stadig rig mulighed for at svare igen. Blandt andet ved at blokere for eksport fra amerikansk landbrug. Og det vil gøre ondt, siger Jacob Funk Kirkegaard.

Forbrugerne betaler regningen

Det nuværende krise har ramt begge lande. Kina er USAs næststørste marked, når det eksempelvis gælder eksport af amerikanske biler. Her er antallet af solgte biler faldet med over 100.000 enheder det seneste år.

Kina er bevidst gået efter at ramme eksport fra republikansk styrede stater for at presse Trump politisk.

Og de er gået efter alt fra amerikansk produceret whiskey til Harley Davidson motorcykler.

Men særligt producenter af soja-bønner har mærket konflikten. Præsident Trump taler nu om, at han overvejer at bruge de penge, som han mener, USA vil få ind på straftold fra Kina, til at opkøbe amerikanske soja-bønner for at hjælpe de amerikanske landmænd.

Men mange økonomer gør det klart, at straftold oftest ender hos forbrugerne – og dermed også Trumps vælgere.

De vil komme til at betale en stor del af regningen i kraft af højere priser på alt lige fra sko til elektronik, hvis handelskrigen fortsætter.

Facebook
Twitter