Global sandkrise: Sandtyveri og minedrift ødelægger strande og floder

Byggerier verden over har brug for sand, men indvindingen kan være ødelæggende for naturen.

Fatima Dos Reis bukker sig ned i strandkanten. Med en halv tallerken i hver hånd skraber hun klumper af vådt sand sammen og fylder det over i sin medbragte spand.

Den smukke sorte kapverdiske sandstrand betyder for hende hverken afslapning eller ferie.

- Det er hårdt arbejde, men vi har ikke andet at leve af. Derfor laver vi det her. Jeg kan næsten ikke bøje mig. Man bliver træt. Får ondt i ryggen og ondt i nakken af det her arbejde. Og sådan er det dag efter dag, siger hun til France Télévision.

Hun er omgivet af kvinder, der også lever af at stjæle sandet på Kap Verde. De skraber og graver i havbunden i op til fire timer om dagen.

Når spandene er fyldt, vejer de op til 50 kilo, som kvinderne bærer på hovedet og smider i bunker længere oppe på stranden.

Fatima Dos Reis føler sig tvunget til at stjæle sand i Kap Verde.

Her kommer køberne, der betaler omkring halvdelen af markedsprisen og bruger sandet til at lave beton, lyder det fra den lokale miljøaktivist Cesar Freitas.

- 80 procent af husene her er lavet med sand fra strandene. De blander cement med sand og vand for at lave mørtel, og det er sådan de laver deres konstruktioner, fortæller Cesar Freitas til France Télévision.

Ulovlig indvinding i 70 lande

Når store mængder sand fjernes fra en strand, så kan det betyde forværret erosion og konsekvenser for dyrelivet. Det mærker de lokale fiskere på Kap Verde.

- De graver rigtig meget sand. Derovre er der ikke meget sand tilbage, og de kommer også til at tage fiskenes æg med, siger en lokal fisker, mens han peger og forklarer.

Problemet er ikke kun isoleret til Kap Verde.

Et internationalt forskerhold har fundet frem til, at indvinding af sand kan true en række dyrearter, herunder fisk, delfiner og krokodiller i Asien.

Og ifølge en FN-rapport fra maj har det ikke kun konsekvenser for biodiversitet og økosystemer, men kan også bringe den lokale turisme i fare, når der fjernes store mængder sand fra strande i populære områder.

Sand er eftertragtet og dyrebart

I Asien og Afrika har et byggeboom over de sidste to årtier tredoblet efterspørgslen på sand, og den stiger fortsat.

På verdensplan regner man med, at forbruget vil stige til 82 milliarder tons om året i 2060.

Målt på volumen er vand den eneste ressource, vi bruger større mængder af end sand.

Og derfor er sand ved at blive en mangelvare mange steder. Prisen er mangedoblet over de seneste 25 år, og det har skabt grobund for tyveri og såkaldte sand-mafiaer. I 70 lande er der dokumenteret sandindvinding.

Problemet er, at der ikke er sand nok i verden, og faktisk kan vi være på vej til at løbe tør for sand.

Eksempelvis frygter regeringen i Vietnam allerede til næste år at løbe tør for sand til byggeri, og forskere taler nu om en global sandkrise.

- Vi bruger lige nu mere sand og grus, end jorden har. Vi ødelægger naturen, og når vi gør det, så ødelægger vi også levegrundlaget for en stor del af verdens befolkning, fortæller Mette Bendixen, der er postdoc ved University of Colorado i USA.

Der er rigeligt med sand i Sahara - kvaliteten på sandet er bare for dårlig til, at det kan bruges.

Det kan lyde mærkeligt, at vi er ved at løbe tør for sand, når man ser et billede af Sahara for sit indre øje eller hører om ørkener, der vokser.

Men problemet er, at ørkensand ikke kan bruges i byggeri. Sandkornene i ørkenen er blevet blæst for ‘glatte’ eller ‘runde’ af vinden og fungerer dårligt i byggematerialer.

Det er derfor, at ørkenstater importerer sand til byggeri. Verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai, er omgivet af ørken, men bygget med sand fra Australien.

Det meste sand bliver indvundet fra sandgrave, men også i stigende grad fra kyster, strande og floder rundt om i verden - både lovligt og ulovligt. Og det kan have katastrofale konsekvenser ikke bare for naturen.

Verdens højeste bygning i Dubai, Burj Khalifa, er bygget med sand fra Australien. (Foto: Ahmed Jadallah)

Flodbreder kollapser

Indvinding af sand i floder har ført til forurening og oversvømmelser og kan have vidtrækkende konsekvenser for lokale befolkninger.

- Den vietnamesiske regering har estimeret, at tæt på en halv million mennesker bliver nødt til at finde nye steder at bo, fordi flodbreder kollapser, siger Mette Bendixen og påpeger, at tre milliarder mennesker bor i nærheden af verdens floder.

I det sydøstlige Afrika er Mozambiques befolkning også udsat. Kinesiske firmaer indvinder sand fra kysterne, som derfor bliver sårbare.

- Mozambique har været voldsomt ramt af orkaner, og når de rammer og forårsager store ødelæggelser, så hjælper det ikke, at kinesiske sandmine-firmaer har indvundet enorme mængder sand fra kysterne og strandene, siger Mette Bendixen.

FN: Mindre forbrug og mere genbrug

FN anbefaler blandt flere forslag, at man mindsker unødvendige byggeprojekter for eksempel ved at stoppe spekulativt byggeri, hvor ingen købere nødvendigvis står klar.

Desuden lyder det i rapporten fra maj, at genbrug af byggematerialer er en vej frem.

Mette Bendixen så gerne, at man begyndte at overvåge problemet systematisk, og hun opfordrer til et globalt program, der skal indsamle data om problemstillingen.

Hverken i Afrika og Asien har man ifølge hende et overblik over, hvor og i hvilket omfang sandindvindingen finder sted.

Tilbage på Kap Verde er stranden dækket af krater-lignede huller, gravet af sandtyve som Fatima Dos Reis.

Hun ser sig nødsaget til at stjæle sandet, også selvom hun er ked af sit arbejde.

- Vi er ikke tilfredse. Vi er triste, fordi arbejdet ødelægger kroppen. Men vi har ikke andet at leve af. Hvis regeringen hjalp os med rigtigt arbejde, ville vi ikke lave det her, siger hun.