Global vægtskål er tippet: Flere fede end undervægtige

641 millioner mennesker på verdensplan har et BMI-tal over 30. Det betyder, at de anses for at være fede.

Cirka 13 procent af verdens befolkning var i 2014 overvægtige viser den største undersøgelse, der nogensinde er blevet lavet af BMI. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Flere mennesker er nu i kategorien "fed", når de træder op på vægten, end i kategorien "undervægtig" målt ud fra BMI-tallet.

Det viser den største undersøgelse, der nogensinde er blevet lavet af BMI (Body Mass Index). Og det bliver kun værre, lyder det i konklusionen på studiet, der er offentliggjort fredag i det medicinske tidsskrift The Lancet.

I alt 641 millioner mennesker på verdensplan havde i 2014 et BMI-tal på 30 eller derover, hvilket svarer til fedme-kategorierne. 40 år tidligere i 1975 var 105 millioner mennesker ind i den kategori.

- Det vil have sundhedskonsekvenser i proportioner, vi slet ikke aner, siger forfatter og professor Majid Ezzati fra Imperial College London til nyhedsbureauet AFP.

Tallene fra 2014 svarer til, at cirka 13 procent af verdens befolkning kæmper med alt for mange overflødige kilo.

Samtidig er antallet af undervægtige mennesker faldet så meget, at de to parametre har krydset hinanden.

Flere personer lider nu af fedme end undervægt. I alt vurderes godt ni procent af verdens befolkning at have et BMI-tal på under 18,5.

BMI bliver udregnet ud fra en persons køn, vægt og højde. Tallet er en indikator for, hvorvidt en person er normalvægtig.

/ritzau/

  • Top tre over lande med flest overvægtige

  • Tallet angivet antallet af mennesker, der var "fede" i 2014. I parentes er landets placering i 1975.

  • * Mænd

  • 1. Kina, 43,2 millioner (13)

  • 2. USA, 41,7 millioner (1)

  • 3. Brasilien, 11,9 millioner (10)

  • * Kvinder

  • 1. Kina, 46,4 millioner (10)

  • 2. USA, 46,1 millioner (2)

  • 3. Indien, 20 millioner (19)

  • Kilde: The Lancet