Der har efterhånden floreret utallige historier om piger, der lige pludselig finder private billeder eller videoer af sig selv, der er lagt ud på internettet uden deres vilje.
- Vi har hørt mange bekymrende historier om hævnporno. Det kan være en bitter eks, der forsøger at ydmyge en person ved at offentliggøre billeder af dem. Det kan også være hackere, der stjæler billederne fra ofrenes computere. Nogle af billederne bliver endda brugt til at afpresse ofrene for penge, skriver Google på deres Public Policy Blog (eksternt link).
Du kan anmelde hævnporno om et par uger
I et forsøg på at begrænse sådanne ubehageligheder vil Google om et par uger indføre en web-formular, hvor man kan anmelde billeder og videoer, som Google derefter fjerner fra søgemaskinen.
- Vores filosofi har altid været at Google skal repræsentere hele internettet. Men hævnporno er så personligt og følelsesmæssigt skadende og har kun til formål at skade ofrene - som oftest er kvinder, skriver Google i deres begrundelse til indførelsen af web-formularen.
IT-ekspert: Det kan hjælpe i nogle tilfældeHos den IT-politiske forening ser man Googles tiltag som meget positiv.
- Det er selvfølgelig en rigtig god nyhed, at Google nu forsøger at tage kampen op mod hævnporno, siger Jesper Lund, formand for foreningen, der kæmper for at styrke IT-brugernes rettigheder.
Men Google kan ikke komme hævnpornoen helt til livs, vurderer formanden.
- Sådan en indsats hjælper, hvis billedet eller videoen kun er lagt op én gang. Men hvis 'gerningsmanden' bliver ved med at lægge det op, så er det ret svært at få bugt med, siger Jesper Lund til DR Nyheder.
Google kan ikke kontrollere alt
Han forklarer, at Google ikke kan kontrollere alle de hjemmesider, som man kan finde frem til i gennem søgemaskinen.
- Google kan derfor ikke gøre andet end at svare på de henvendelser, som de får, siger han.
Og det er noget som Google også selv er klar over.
- Vi ved, at det her ikke løser problemet med hævnporno. Vi kan jo ikke fjerne billederne fra selve hjemmesiderne. Men vi håber det kan hjælpe, at de bliver fjerne fra vores søgemaskine, skriver Google.