Googles 32 bøde-milliarder skal hjem til EU's 508 millioner borgere

Hvis EU vinder retssagen mod Google, vil 32 milliarder kroner være på vej til medlemslandene.

EU-Kommissionen kræver 32 milliarder kroner i bøde fra Google for konkurrenceforvridning. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

4,34 milliarder euro. Eller 32 milliarder kroner.

Det er beløbet på den rekordstore bøde, som EU-kommissionen har pålagt Google at betale i bøde til EU.

Og det er samtidig det beløb, der kan ende i resten af EU's 508 millioner borgeres hænder.

De bøder, der bliver betalt til EU, bliver nemlig ført tilbage til medlemslandene.

Det vil dog ikke være sådan, at EU's 28 medlemslande vil kunne se et stort beløb tikke ind på kontoen i dag eller i morgen.

Google har efter afgørelsen fra EU's konkurrencekommission besluttet at appellere dommen. Derfor skal bøden nu vendes i retten, og indtil dommerne har slået en hammer i bordet, er der ingen der vil se noget til de 32 milliarder kroner.

- Vi kan ikke bruge pengene, før retssagen er ovre. Det betyder, at bøden går ind på en lukket konto, og den bliver der, indtil der er faldet dom i sagen, siger EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

- Og efter det, vil penge komme tilbage til medlemslandene. Vi returnerer beløbet efter samme fordelingsnøgle, som landene bidrager til EU's budget, fortsætter hun.

Til gavn for de europæiske borgere

EU's konkurrencekommission har udstedt bøden til Google efter tre års kulegravning af tech-gigantens Android-styresystem.

Men på trods af det store forarbejde, vil det tage tid, før pengene i givet fald er udbetalt.

For penge bliver først betragtet som værende i hus, når alle appelmuligheder er opbrugt og sagen er endeligt afgjort.

- Jeg kan forsikre jer, at vi har gjort vores bedste for, at vi vinder. Og til sidst vil pengene komme tilbage til medlemslandene for at tjene de europæiske borgere, siger Margrethe Vestager.

Konklusionen på konkurrencekommissionens undersøgelsen er, at Google har lagt ulovligt pres på telefonproducenter for at sikre Googles søgemaskine markedsdominans.

Desuden betalte Google producenterne for at levere deres Android-telefoner med flere Google-tjenester installeret i forvejen i håb om at binde dem ind i selskabets "økosystem" og lede deres trafik til Googles søgemaskine.

Et tredje punkt, Margrethe Vestagers folk har undersøgt, er Googles praksis med at forhindre, at producenterne installerede andre styresystemer baseret på Androids åbne kildekode.

Google har spændt ben for nye ideer

På et pressemøde tidligere i dag forklarede Margrethe Vestager, at Googles metoder har gjort det næsten umuligt for andre at komme ind på markedet med nye søgemaskiner til forbrugerne.

- Sagen er startet, fordi der er nogen, der er kommet til konkurrencekommissionen og sagt: "vi vil super, super gerne vise forbrugerne, hvad vi har fundet på, vi har nye måder at gøre det på, og vi tror, at det her er bedre, men vi kan slet ikke komme i nærheden af forbrugeren for at vise det, vi vil præsentere."

Det er ikke første gang, at Margrethe Vestager udsteder en milliard bøde til Google eller andre tech-giganter.

Men bøden har aldrig været så stor som den, Google fik i dag.

- Google har begået en stor ulovlighed, og derfor bliver bøden også stor, siger Margrethe Vestager.

FacebookTwitter