Gore lancerer massiv klimakampagne

USA's tidligere vicepræsident Al Gore tager hul på en omfattende reklamekampagne for at gøre amerikanerne opmærksom på global opvarmning.

Al Gore, Nobelprisvinder og tidligere amerikansk vicepræsident, indleder en klima reklamekampagne til 1,4 milliarder kroner. Den største nogensinde. (Foto: Jarl Fr. Erichsen © Scanpix)

Al Gore, Nobelprisvinder og tidligere amerikansk vicepræsident, indleder en reklamekampagne til 1,4 milliarder kroner for at øge opmærksomheden i USA om faren ved den globale opvarmning.

Gore fik Nobelprisen for sin kamp for at gøre verden opmærksom på de menneskeskabte klimaforandringer, og han siger, at de 10 millioner svenske kroner, der fulgte med Nobelprisen, samt indtægter fra hans bøger og film går til reklamekampagnen.

Kører på alle medieplatforme

Hans organisation, The Alliance for Climate Protection, siger, at reklamekampagnen er den største nogensinde, når det gælder offentlighed om et politisk emne. Formålet er at øge presset på politiske ledere for at få dem til at handle hurtigt og reducere udslippet af CO2.

- Vi kan løse klimakrisen, men det kræver et stort skifte i den offentlige mening og engagement, siger Gore.

Kampagnen vil foregå både i tv, på print, i radio og på internettet.

Halvdelen af pengene er hjemme

Ifølge organisationen finansieres kampagnen via private midler, og foreløbig er halvdelen af pengene indsamlet.

Organisationen håber, at kampagnen vil skaffe den yderligere 10 millioner aktive tilhængere. I øjeblikket har den en million.

De første tv-reklamer går i luften onsdag. I et af dem siger den sorte aktivist Al Sharpton og den hvide konservative prædikant Pat Robertson, at de stort set er uenige om alt. En undtagelse er dog behovet for at gøre noget ved den globale opvarmning.

Facebook
Twitter