Grådkvalt butiksejer efter fjerde aften med corona-optøjer i Holland: 'Det rene terror'

Et udgangsforbud har fået uromagere på gaden i Holland, og flere hundrede er blevet anholdt siden weekenden.

Havnebyen Rotterdam dannede scene for nogle af de værste optøjer i går. Der har været corona-demonstrationer over hele Holland siden weekenden, hvor et udgangsforbud trådte i kraft. (Foto: MARCO DE SWART © Scanpix)

- Det her er det rene terror. Det kan simpelthen ikke passe. Det bliver nødt til at stoppe!

Sådan lyder det grådkvalt fra Maaike Neuféglise, en butiksejer i Den Bosch i det sydlige Holland, efter hun bliver mødt af synet af sin smadrede butik.

Her har der flere aftener i streg været demonstrationer, ligesom der har været det landet over.

Uromagerne har smadret hospitaler, testcentre og altså også mange butikker.

- Der er blodspor på gulvet, alle vinduerne er ødelagte. Kasseapparaterne er blevet ødelagt, ligesom alt det andet udstyr vi dagligt bruger, lyder det fra Maaike Neuféglise.

Borgmesteren i Den Bosch har siden udtalt, at byens politi havde svært ved at gøre noget ved optøjerne, fordi mange betjente var kaldt til andre byer for at hjælpe til med at få styr på optøjerne der.

Optøjerne kommer, efter et udgangsforbud trådte i kraft i weekenden.

I løbet af i går blev 180 personer anholdt. De forudgående dage var tallene endnu højere.

Demonstranterne virker til at være meget løst organiseret, og kommunikerer om hvornår de går på gaden via sociale medier som Snapchat.

På den måde minder optøjerne om dem, man har set i Danmark på det seneste, hvor gruppen Men in Black har demonstreret mod corona-restriktionerne.

Bred fordømmelse

Uromagerne har mødt fordømmelse fra mange fronter - især politisk.

Den fungerende finansminister, Wopke Hoekstra, lagde ikke fingrene i mellem, da han i går skældte demonstranterne ud.

- Dem, der står bag det her, er afskum, lød den kontante melding.

Rotterdams borgmester, socialdemokraten Ahmed Aboutaleb, kaldte uromagerne for 'skamløse tyve'.

- Får I det bedre af at have lagt jeres by i ruiner? At vågne op med en pose med stjålne sager ved siden af jer?, lød det retorisk fra Aboutaleb.

De hollandske politikere har ikke tænkt sig at rulle udgangsforbudet tilbage. Det gjorde blandt andre den fungerende justitsminister Ferd Grapperhuis klart i går.

Urolighederne har chokeret den hollandske befolkning, og politiet kalder det de værste uroligheder i fire årtier.

Mange har beskyldt fodboldbøller for at stå bag, men det fik fanklubben fra FC Den Bosch til at gå på gaden og afskærme et indkøbscenter.

- Det er okay, hvis du er imod coronarestriktionerne. Hvis du går op i mod politiet, så er det ikke godt. Men hvis du ødelægger en frisørsalon eller en pommes frites-shop, så er du bare ynkelig, lyder det fra formanden for FC Den Bosch's fanklub over for det hollandske public service-medie, NOS.

Det ændrede dog ikke på, at der blev begået hærværk andre steder i Den Bosch i går.

Presset af corona

Det er sjældent, Holland får så meget international opmærksomhed, som landet har fået på det seneste.

I begyndelsen af januar gik bølgerne højt i hollandsk politik, fordi man var det absolut sidste EU-medlemsland til at begynde med at vaccinere mod corona.

Det viste sig, at man simpelthen ikke havde infrastrukturen på plads til at modtage og distribuere vaccinen fra Biontech-Pfizer, som skal opbevares ved 70 minusgrader.

Kort tid efter måtte den hollandske regering gå af - på grund af en helt anden sag, der drejede sig om børnepenge, som fejlagtigt blev inddraget blandt tusindvis af familier.

Familierne blev oven i købet beskyldt for bedrageri, men det viste sig at være forkert, og regeringen måtte i sidste ende trække sig.

Den nu forhenværende regering varetager fortsat mange af sine hidtidige opgaver, ind til der er valg i Holland den 17. marts. Den har dog langt færre beføjelser nu, end før den trådte tilbage.

Regeringen skulle derfor have et forslag om udgangsforbud vedtaget ved en afstemning i parlamentet. Det lykkedes de med, og udgangsforbudet trådte altså i kraft i weekenden.

Holland har været hårdt ramt under pandemien. På grund af høje smittetal har butikker og restauranter været lukket siden oktober. Skolerne har været lukket siden december. Op mod en million hollændere har været smittet.

  • Brandfolk på overarbejde efter uromagere sætter ild til en container i havnebyen Rotterdam. Der har været demonstrationer over hele Holland, efter et udgangsforbud trådte i kraft i weekenden. (Foto: MARCO DE SWART © Scanpix)
  • Politiet i Rotterdam anholder en demonstrant. Flere hundrede uromagere er blevet arresteret landet over siden weekenden. (Foto: MARCO DE SWART © Scanpix)
  • Uromagerne har blandt andet stukket ild til et testcenter, angrebet et hospital og ødelagt og røvet mange butikker. Her er det også billeder fra Rotterdam. (Foto: MARCO DE SWART © Scanpix)
  • Holland har været hårdt ramt under coronaepidemien. Næsten en million hollændere har været smittet. Der bor omkring 16 millioner mennesker i Holland. Butikker og restauranter har været lukket siden oktober. (Foto: MARCO DE SWART © Scanpix)
1 / 4

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter