Grækenland til Tyskland: I skylder os 2.082.110.000.000 kroner

Den græske regering har nu sat beløb på den krigsskadeerstatning, man kræver af Tyskland.

Tyske soldater hejser nazi-flag på Akropolis i Athen under 2. Verdenskrig. (© Bundesarchiv)

Grækenland har nu for første gang sat beløb på, hvor mange penge landet kræver i krigsskadeerstatning fra Tyskland efter 2. Verdenskrig: 278,7 milliarder euro - eller lidt over 2.000 milliarder kroner.

I perioden fra 1941 til 1945 var Grækenland besat af Tyskland, og grækerne har flere gange krævet erstatning fra Tyskland på grund af besættelsestidens onder.

Det seneste krav fra Grækenland kommer, mens landet befinder sig i overhængende fare for at løbe tør for penge som følge af landets fortsatte gældskrise.

Provokation

DR Nyheders korrespondent i Tyskland Michael Reiter siger, at man ikke skal forvente nogen officiel reaktion fra den tyske regering.

- Man forsøger at ignorere eller nedtone de græske krav. Men der er ingen tvivl om, at denne pillen i historiske sår er noget, som provokerer tyskerne. De er i forvejen ved at miste tålmodigheden med Grækenland. Nye meningsmålinger viser, at over halvdelen af dem vil have Grækenland ud af euroen, og det er en markant stigning, fortæller Michael Reiter.

Tyskland har sagt igen og igen, at Grækenlands nye krav om krigsskadeerstatning er forældet. Men så enkelt er det ikke.

- Der er flere eksperter - frem for alt i Tyskland - som siger, at grækerne kan have en sag. Men det er et juridisk slagsmål, som i givet fald kan komme til at tage mange år. Så det er altså ikke noget, som vil løse grækernes akutte gældsproblemer, siger Michael Reiter.

Halmstrå

Tyskland opfatter grækernes insisteren på deres ret til krigsskadeerstatning som desperation før lukketid, fortæller korrespondenten:

- Set fra tysk side er formålet ikke nødvendigvis at få Tyskland til at udbetale pengene - men at lægge pres på den tyske regering. Man håber på større tysk velvilje i den aktuelle, græske gældskrise og griber efter ethvert halmstrå for ikke at falde i den finansielle afgrund, siger Michael Reiter.

Hitlers tropper slog over 130.000 grækere ihjel under 2. Verdenskrig. De sendte 70.000 græske jøder i KZ-lejr og lod over 300.000 dø af sult og forfrysninger.

Mange grækere bebrejder Tyskland for de hårde tider, som landets gældskrise har udløst. Græske demonstranter og medier har flere gange brugt nazistiske symboler om tyskerne under krisen.