Grækenlands tabte generation vil ikke stemme til valget: 'Jeg føler mig ikke velkommen i mit land'

I de seneste otte år har omkring en kvart million unge grækere forladt deres eget land for at finde arbejde.

Krisen kaster skygger over det græske valg. Selv om premierminister Alexis Tsipras' venstreorienterede regering har fået rettet noget op på landets økonomi, ventes det borgerlige oppositionsparti Nyt Demokrati (ND) at vinde. Unge stoler dog hverken på premierministeren eller lederen af ND, Kyriakos Mitsotakis. (Foto: © Aris Messinis, Scanpix)

En kvart million unge grækere har i løbet af de seneste otte år forladt deres land for at finde arbejde, fordi de fortsat lider under eftervirkningerne af et økonomiske sammenbrud for næsten ti år siden.

Ifølge BBC har intet andet land i EU har så høj ungdomsarbejdsløshed som Grækenland, og den høje ledighed blandt unge har skabt en tabt generation.

Problemerne med ungdommen i Grækenland medfører nu, at mange unge ifølge det britiske medie ikke vil stemme ved søndagens parlamentsvalg. I stedet tænker de mest af alt på at forlade landet for at få en bedre fremtid.

29-årige Rafailia er blandt dem, BBC har talt med. I flere år har hun læst i udlandet, og hun kom for nylig tilbage til Grækenland i håb om at finde et nyt job, men det er fortsat ikke lykkedes.

- Jeg har mistet de fleste af mine drømme. Jeg overvejer at tage afsted igen. Der er stadig ingen jobs, siger hun til BBC.

29-årige Rafailia har flere uddannelser, men hun kan ikke finde job i Grækenland. (© BBC)

Adskillige uddannelsesgrader

Jobsøgningen har for Rafailia ikke kastet noget af sig til trods for, at hun har flere uddannelser på cv'et.

- Jeg har en bachelorgrad i Matematik og Idræt, en master i Datalogi, en master i komposition til film og nu også en i koreografi. Og det er et træk her i Grækenland. Græske unge har så mange uddannelser, fordi de ikke kan finde job. De fleste vil jo hellere læse end at sidde derhjemme.

Den 28-årige lydtekniker og musiker Vaggelis kæmper også. Han drømmer om at kunne leve af musikken, men i dag har han kun 150 euro (svarende til omkring 1.100 kroner) at leve for om måneden.

- Der er ikke penge til at gå ud for. Man må bo hos sine forældre. Man kan ikke rigtigt have et socialt liv. Der er ikke penge til en øl eller en biografbillet. Jeg er 28 år og afhængig af min mor igen. Det er sørgeligt, siger han til BBC.

Unge mister troen på politikere

Efter nogle år med konstant arbejdsløshed er han begyndt at tvivle på sig selv, og vreden trænger sig på, forklarer han.

Vaggelis på 28 år er musiker og lydtekniker. Han kæmper også for at kunne leve af musikken. (© BBC)

Vaggelis er en af dem, som ikke vil stemme, selvom græske politikere forsøger at bejle til de unge med løfter om jobskabelse. Ligesom Rafailia har han mistet troen på, at situationen for de unge bliver bedre, og han overvejer at rejse væk og prøve lykken i et andet land.

- Det politiske spil er uden betydning. Det gavner kun politikerne selv. Der sker intet i vort samfund. Jeg føler mig ikke velkommen længere i mit land, hvor jeg ikke kan få noget at bestille. Lige nu har jeg bare lyst til at tage væk, lyder det fra Vaggelis.

I de seneste otte år er omkring en kvart million unge brudt op og rejst til udlandet. Mange unge, som har høje uddannelser, tager det ene ufaglærte og dårligt betalte job efter det andet. Det betyder, at en ud af fire unge grækere lever i fattigdom.

Søndagens valg er det tredje i Grækenland siden maj. Valget ventes at blive vundet af det borgerlige oppositionsparti Nyt Demokrati (ND).