Græsk gældskrise får selvmordsraten til at eksplodere

Selvmordsraten er den højeste i 30 år i Grækenland. Ny undersøgelse kæder det sammen med landets stramme sparekrav.

Højere arbejdsløshed, flere hjemløse og større gæld har været med til at skabe stress og håbløshed i den græske befolkning. Det skriver forskerne bag en undersøgelse, der viser, at landets økonomiske politik har ført til en stor stigning i selvmord. (Foto: Aris Messinis © Scanpix)

Grækenlands sparepolitk har dødelige konsekvenser for landets indbyggere. Det viser en ny undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift, British Medical Journal Open (BMJ).

Forskerne konkluderer, at Grækenlands selvmordsrate er den højeste i 30 år, og at det hænger sammen med de stramme sparekrav, som landet er blevet underlagt siden 2008.

I undersøgelsen indgår de græske selvmordstal fra 1983 til 2012. Tallene viser, at antallet af selvmord steg med 13 procent i 2008.

Da landet blev tvunget til yderligere indhug i økonomien i juni 2011, var effekten også klar. Den måned steg selvmordene med 35 procent. Det svarer til 11.2 ekstra selvmord om måneden i gennemsnit.

Håbløshed i befolkningen

Med undersøgelsen kalder forskerne på mere offentlig opmærksomhed om den græske sparepolitik, og de konsekvenser, det efterfølgende kan få for selvmordsraten.

Mellem 1983 og 2012 tog 11.505 deres eget liv. 9079 mænd og 2426 kvinder.

Grækenlands høje arbejdsløshed, nedskæringer i velfærd og stigningen i hjemløse har skabt stress og en følelse af håbløshed i befolkningen, lyder vurderingen i en pressemeddelelse fra BMJ.

- Selvom Grækenland historisk har en af de laveste selvmordsrater i verden, ser det ud til, at landet er blevet mere påvirket af den globale finanskrise end noget andet europæisk land, skriver forskerne i pressemeddelelsen.

Flest mænd tager eget liv

Der er klart flest mænd i de græske selvmordsstatistikker. Det forbinder forskerne med, at det oftest er mændene, der forsørger familien i Grækenland.

På de 30 år, som undersøgelsen strakte sig over, var et ud af fire selvmord blandt kvinder.

Ligesom hos mændene steg selvmordene blandt kvinder også kraftigt, efter at Grækenland fik hevet flere sparekrav over hovedet i 2011. Dét år i maj tog 36 procent flere kvinder deres eget liv.

I undersøgelsen kiggede forskerne samtidig på, hvordan græske tiltag, der var tegn på velstand, spillede ind på selvmordsraten. For eksempel faldt selvmordsraten kortvarigt med 27 procent blandt mænd, da euroen blev introduceret i Grækenland i januar i 2002.

Facebook
Twitter