Græsk leder lover permanent asylcenter efter nedbrændt lejr

Efter brand i flygtningelejren Moria lever tusindvis på gaden.

Kvinder fra den ødelagte Moria-lejr beder i nærheden af en ny midlertidig lejr. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Grækenland vil opføre et permanent asylcenter på øen Lesbos, efter at tusindvis af Moria-flygtningelejrens beboere blev gjort hjemløse under en storbrand i sidste uge.

Det siger den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, søndag. Han opfordrer samtidig til, at Europa involverer sig i situationen.

Hidtil er forsøg på hurtigt at opbygge en erstatningslejr blevet blokeret af de lokale myndigheder, som ikke længere vil have migranterne på Lesbos.

Mitsotakis siger, at opførelsen af et nyt asylcenter vil være en chance for at nulstille politikken bag håndteringen af migranter.

- Vi vil vende det her problem til en ny mulighed. Europa bør være meget mere involveret i håndteringen af det nye center, uanset hvad vi endeligt beslutter, at der skal ske, siger Mitsotaki.

Penge, tæpper og telte, men ingen asyl

11 europæiske lande har allerede meldt sig til at tage imod de 400 uledsagede børn, der opholdt sig i Moria-lejren. Danmark er ikke blandt landene.

I stedet har Danmark tilbudt 22,4 millioner kroner i ekstraordinær hjælp til Grækenland efter brandene, ligesom man også har sendt 3.000 tæpper, 10 store og 40 mindre telte til Grækenland for at hjælpe med genhusningen af de mange tusinde hjemløse flygtninge.

Siden branden har tusindvis af asylansøgere sovet på marker, langs motorvejen eller i døråbninger. Flere af dem har demonstreret mod nye centre og kræver at blive bosat væk fra den græske ø. Men dette krav vil premierministeren imidlertid ikke imødekomme.

- Jeg kan med sikkerhed sige, at det vil blive et permanent center, og den besked vil jeg sende i alle retninger, siger Mitsotakis søndag.

En uge inden branden opstod, var der blevet nedsat en 14 dages karantæne over hele lejren, da flere personer var blevet smittet med covid-19.

Men i kaosset efter branden har græske myndigheder mistet overblikket over, hvor 35 personer, der blev testet positive for coronavirus inden branden, befinder sig.

De frygter nu, at et udbrud af coronavirus kan være under opsejling blandt migranterne, der sover tæt.

Her kan du se billeder fra branden, som opstod i onsdags i sidste uge:

Husede fire gange så mange som tiltænkt

Mellem 12.000 og 13.000 personer befandt sig i lejren, inden den brændte ned, selv om den kun er beregnet til omkring 3.000 migranter.

Migranterne blev evakueret under branden.

Lejren ved landsbyen Moria på Lesbos blev anlagt på et tidligere militært område og åbnet i 2013. Den var hegnet ind med pigtråd.

Der har været løbende rapporter om forskellige former for overgreb, vold og selvmord i lejren.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter