Græsk minister: Syrisk pas fra gerningsted i Paris registreret på græsk ø

Det pas, der blev fundet tæt på en gerningsmand i Paris, er blevet registreret af de græske myndigheder den 3. oktober i år. Uvist om pas er gerningsmandens.

Det er endnu uvidst om pas-indehaveren også er en af de i alt otte terrorister, der blev dræbt efter angrebene i Paris fredag aften. (Foto: Dominique faget © Scanpix)

Det syriske pas, der blev fundet på et af gerningsstederne i Paris, tilhører en person, der er kommet til Europa via Grækenland.

Sådan lyder det fra den græske minister for offentlig beskyttelse, Nikos Toskas, skriver blandt andre BBC og AP.

Det er dog endnu uvist, om pas-indehaveren også er en af de i alt otte terrorister, der blev dræbt efter angrebene i Paris fredag aften.

Personen med passet kom til den græske ø Leros den 3. oktober med en gruppe på 69 flygtninge og migranter, lyder det.

- Vedrørende sagen om det syriske pas, der blev fundet på gerningsstedet, så kan vi oplyse, at indehaveren af passet er kommet til Leros 3. oktober, hvor vedkommende blev registreret i henhold til EU-reglerne. Vi ved ikke, om passet er blevet kontrolleret af andre lande, som indehaveren højst sandsynlig er kommet igennem, siger Nikos Toskas.

Den græske minister understreger, at man vil fortsætte den omhyggelige og vedholdende indsats for at opretholde sikkerheden i Grækenland og resten af Europa.

Facebook
Twitter