Græsk premierminister: Vi skal have vækst og social retfærdighed

Alexis Tsipras og EU-Kommissionens formand, der har mæglet under gældskrisen, slår mere optimistiske toner an

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, ses her med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. (Foto: EMMANUEL DUNAND © Scanpix)

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, slår optimistiske toner an, da han mandag formiddag ankommer til møder i Bruxelles forud for eurolandenes krisetopmøde senere på dagen.

- Tiden er inde til en omfattende og bæredygtig løsning, der kan føre grækerne tilbage til vækst inden for eurozonen med social retfærdig og sammenhængskraft, siger Tsipras på vej ind til et møde med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Også Juncker, der har optrådt som mægler mellem grækerne og de internationale kreditorer, lyder mere optimistisk end længe under den langvarige græske gældskrise.

- Vi har opnået fremskridt over de seneste par dage, men vi er der ikke endnu, siger han.

Ekstraordinært krisetopmøde

Søndag fremlagde Tsipras sit nyeste forslag til en aftale med kreditorerne - Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Kommissionen - som, den græske premierminister håber, vil kunne afslutte gældskrisen.

Det har blandt andre Frankrig kvitteret forsigtigt, men positivt for.

EU-præsidenten Donald Tusk har indkaldt til et ekstraordinært krisetopmøde blandt eurolandene mandag aften i Bruxelles for at sikre, at vi alle forstår hinandens positioner og konsekvenserne af vores beslutninger.

Inden da mødes eurogruppens finansministre mandag kl. 12.30 til et forberedende møde i Bruxelles. Eurogruppen mødtes senest til et nyt resultatløst møde torsdag aften i Luxembourg.

Fire måneders forhandlinger mellem Grækenland og kreditorerne har hidtil ikke ført nogen vegne, og nu nærmer deadline sig for en løsning på gældskrisen.

Det internationale støtteprogram for Grækenland udløber den 30. juni, og samme dag skal de pressede grækere betale 1,5 milliarder euro til Valutafonden.

Det er penge, de næppe har uden et kompromis med kreditorerne, der kan udløse flere penge til Grækenlands tomme statskasse.

Bedre tøjler i euro-lande

Eurolandene bør på sigt have en fælles finansminister, der skal laves en fælles indskydergaranti for alle lande i EUs bankunion, og man bør også overveje en delvis opsplitning af Europaparlamentet mellem euro- og ikkeeurolande.

Det fremgår af anbefalinger fra fem EU-chefer fra kommissionen, rådet, centralbanken, eurogruppen og parlamentet, der mandag offentliggør deres fælles debatoplæg til EU-topmødet senere på ugen.

Den 24 sider lange rapport, der bliver offentliggjort få timer før endnu en række potentielle knald-eller-fald møder for Grækenlands fremtid som euroland, bliver indledt med en konstatering af, at euroen er en velfungerende og stabil valuta.

Meget af rapporten har da også referencer til de seneste års finansielle og økonomiske krise, indirekte til problemerne med at få enkeltlande til at overholde de fælles regler og insisteren på, at landene er nødt til at gøre meget mere fælles.

/ritzau/

Facebook
Twitter