GRAFIK Flyet ændrede rute - og blev skudt ned

Det malaysiske MH17 fløj længere nordpå end normalt, da det torsdag blev skudt ned.

Hver dag de sidste 14 dage fløj MH17 stort set den samme rute fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Men torsdag 17. juli fløj passagerflyet, der var af typen Boeing 777, længere nordpå end normalt. Det viser de senest dages sporing af flyets rute fra hjemmesiden Flightaware.com, som viser kommercielle flyruter.

Klokken 16.20 ukrainsk tid blev flyet skudt ned af et missil over det østlige Ukraine. Alle 298 om bord omkom.

Fly kan følge flere veje

Men der er ikke noget mistænkeligt ved afvigelsen i flyets rute. Det fortæller tidligere pilot og vejrvært på DR, Morten Lynge.

- Ruter som denne er altid planlagt, så der er ikke noget unormalt i en mindre afvigelse af ruten på denne bestemte dag, siger Morten Lynge til DR Nyheder.

De kommercielle passagerfly flyver ifølge Morten Lynge ad flere "veje", selvom de flyver den samme rute.

Og der kan være flere grunde til, at MH17 netop denne dag fløj en anden vej end de foregående dage, siger Morten Lynge, og tilføjer at sådanne afvigelser som regel er planlagt.

- Det kan for eksempel være på grund af militærøvelser i området, på grund af andre fly eller på grund af vejret, siger Morten Lynge.

Passagerer på vej til konference

Passagerflyet, som forlod Schiphol Lufthavn i Amsterdam kl. 12 torsdag, havde 173 hollændere, 27 australiere, 44 malaysiere, 12 indonesere, ni briter, fire tyskere, fire belgiere, tre filippinere og en canadier var om bord på flyet.

Der var ingen danskere om bord på det nedstyrtede fly. 20 passagerers nationalitet endnu ikke bekræftet.

108 af passagererne var forskere og læger på vej til en hiv/aids-konference i Melbourne, Australien.

Facebook
Twitter