GRAFIK Her er de russiske tropper på Krim

Her kan du få et overblik over, hvor de russiske soldater befinder sig på den ukrainske halvø Krim.

Kortet er interaktivt.

For hver time der går, udvikler situationen sig på den ukrainske halvø Krim. Senest har Ukraine indkaldt alle hærens reserver, og Rusland har overtaget kontrollen flere steder på halvøen Krim.

Situationen efterlader et Ukraine i højeste beredskab og et Europa, som holder vejret på sidelinjen: Flere europæiske udenrigsministre, den amerikanske præsident Barack Obama og Nato's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har advaret mod udviklingen i landet og opfordret Rusland til at nedtrappe konflikten.

Men det har tilsyneladende ikke haft nogen indflydelse på russernes tilstedevæerlse. Soldaterne fra øst har derimod bare indtaget den ene regeringsbygning efter den anden sam ukrainske militærbaser og havnebyer.

Dr.dk giver dig et overblik over, hvor russerne er henne på halvøen Krim:

Selvstyre-parlamentet i Simferopol:

Selvstyre-parlamentet på Krimhalvøen er lørdag formiddag blevet omringet af russiske soldater.

Lørdag formiddag er soldaterne nået ind til parlamentsbygningen i byen Simferopol på Krim-halvøen, siger DR's journalist på stedet, Thomas Ubbesen.

- Ruslands soldater er rykket ind til centrum af byen, og det russiske flag vajer over lokalparlamentets bygning, siger DR's journalist Thomas Ubbesen fra byen.

Ved siden af det russiske flag vajer Krims eget flag.

Militærbase med antiluftskyts:

Ifølge nyhedsbureauet Interfax er det ikke kun inde i centrum af Simferopol, at russerne forsøger at overtage kontrollen.

Også på en militærbase med antiluftskyts på Krim forsøger russerne at gøre det samme. Sådan lød meldingerne lørdag.

Klar med våben ved anden base

Og søndag tog DR's korrespondent, Thomas Ubbesen, ud til en anden militærbase nær byen Perevalnoye, som flere hundrede russiske soldater omringede søndag formiddag.

- Her 30 centimeter fra mig står en gruppe russiske soldater i fuld kampuniform og skarpt bevæbnet til tænderne, og to meter længere henne står de ukrainske soldater lige så svært bevæbnede bag et hegn, fortæller Thomas Ubbesen fra basen.

Russerne har givet ukrainerne et ultimatum. De har fået at vide, at de enten skal nedlægge våbnene og overgive sig ellers vil russerne bruge vold, lyder det fra Ubbesen.

International lufthavn er lukket

Bevæbnede mænd overtog allerede fredag kontrollen med den internationale lufthavn i Simferopol. Lufthavnen meddelte lørdag, at dens luftrum er lukket, og at der ikke kommer fly til eller fra lufthavnen.

- På grund af begrænsninger i anvendelsen af luftrummet er lufthavnen midlertidigt lukket, lyder det i en erklæring fra lufthavnen.

(Foto: Viktor Drachev © Scanpix)

Kontrol over militær lufthavn

Militære kilder i Ukraine siger, russiske soldater også har taget kontrollen med militære lufthavne i Belbek nær Sevastopol og i Kirovskoje i det østlige Krim.

Bevæbnede mænd står vagt ved indgangen til Belbek lufthavn. (Foto: Baz Ratner © Scanpix)

Havnebyen Feodosiya

På sydøstkysten ligger havnebyen Feodosiya. Det forlyder, at den russiske flåde er gået ind her, fortæller Thomas Ubbesen.

- Der har de ingen ret til at være, og det viser bare, at russerne er igang med at overtage hele Krim. De er på spil rigtig mange steder, siger han og understreger, at det ikke er den eneste havneby, den russiske flåde er gået ind i.

- Der er en konstant strøm af efterretninger om russiske flådefartøjer, russiske vejafspærringer og så videre, siger han.

Sevastopol

Foruden de steder, hvor russiske soldater er gået ind på Krim, holder de også til på militærbasen Sevastopol. Her ligger den russiske sortehavsflåde, og her har de russiske soldater altså formelt set lov til at være.

Russiske militærfolk har søndag morgen taget våben fra en ukrainsk flådebase i Sevastopol på Krim-halvøen

En aftale indgået mellem Ukraine og Rusland tillader den russiske flåde at blive i Sevastopol frem til 2042.

Pansrede køretøjer blokerer den ukrainske grænse i Sevastopol. (Foto: Vasiliy Batanov © Scanpix)

En udtalelse fra flåden nævner dog, at de har forøget anti-terrorberedskabet i områder, hvor dele af flåden og dens personel opholder sig. De oplyser, at skridtet er taget på grund af den ustabile situation i området.

Artiklen opdateres løbende...

Facebook
Twitter