GRAFIK Her er det lovligt at have cannabis i lommen

Uruguay begynder snart som det første land at sælge cannabis, som staten selv har produceret. Men i andre lande er det kun tilladt at have det i lommen.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

I 2013 gjorde Uruguays venstreorienterede regering det lovligt at dyrke egne cannabis-planter. Og nu er man snart klar til at sælge statsproduceret cannabis på landets apoteker.

Men rundt om i verden har mange andre lande gennem de senere år gennemført mere lempelige lovgivninger for besiddelse af cannabis og for brug af medicinsk cannabis.

Holland er nok det mest kendte eksempel. Her er det lovligt at købe og ryge op til fem gram cannabis om dagen, hvis man er over 18 år. Holland strammede dog reglerne i 2012, så det kun gælder hollændere og ikke turister.

Også i Schweiz og Portugal har man valgt at afkriminalisere cannabis til eget forbrug. I Portugal kan man have op til 25 gram cannabis i lommen og stadig være på den rigtige side af loven. Og i Schweiz har dele af landet valgt at gøre det muligt for befolkningen at dyrke planter i haven. Dog ikke mere end fire planter, og det må kun være til eget forbrug.

I USA har fire stater også gjort det lovligt at have cannabis på sig. Oregon var den første stat til at gøre det lovligt at være i besiddelse af cannabis, mens Colorado var den første stat til at lovliggøre kommercielt salg af cannabis. Her åbnede butikkerne op for salget i 2014. I Colorado tillader lovgivningen, at voksne over 21 kan dyrke, ryge og rejse med mindre mængder cannabis.

Også i Washington og Alaska er det lovligt at være i besiddelse af cannabis, mens flere er på vej. I USA har hele 25 stater gjort det lovligt at bruge cannabis til medicinsk brug.

Herhjemme er det stadig ulovligt både at være i besiddelse af cannabis, men også at bruge cannabis til medicinsk brug. Der er dog to lægemidler, der indeholder cannabis. Det ene skal man søge tilladelse til at benytte. Også i Norge og Sverige er cannabis ulovligt – både til privat og medicinsk brug.

Facebook
Twitter