GRAFIK Så mange penge bruger verdens militære supermagter

For første gang i fire år er investeringerne i militært udstyr på verdensplan steget.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

På verdensplan er den samlede investering i militært udstyr steget med lidt over en procent fra 2014 til 2015. Det er første stigning i fire år.

Det viser den nye, årlige rapport fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI, som kortlægger udviklingen i verdens forsvarsbudgetter.

Forsvarbudgettet hos verdens største militærmagt, USA, er skrumpet med 2,4 procent og tegner sig nu "kun" for cirka 36 procent af verdens samlede militærbudget. Det samme gælder NATO-alliancens samlede forsvarsbudget, der er faldet med 0,3 procent.

Men trods faldet er det alligevel et udtryk for en "stigning" på den lange bane, mener Henrik Breitenbauch, centerleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

- Siden slutningen af 1990'erne er forsvarsbudgetterne steget på globalt plan. Vi har set et lille dyk i budgetterne under finanskrisen, men vi ved, at NATO-landene også forventer at øge udgifterne til militæret gradvist, siger han.

Rusland øgede sine militærudgifter med lidt over syv procent, og i Centraleuropa er forsvarsbudgetterne i gennemsnit steget med 13 procent fra 2014 til 2015. Ifølge Henrik Breitenbauch skyldes det hovedsageligt i konflikten Ukraine.

Militæret er også blevet oprustet i de Sydøstasiatiske lande, hvor udgifterne i gennemsnit er steget med 5.4 procent. Det er der en god forklaring på.

- Forholdet mellem USA og Kina er et af de største sikkerhedspolitiske spørgsmål lige nu, siger Henrik Breitenbauch.

- Lande som Korea, Japan og Vietnam føler sig truet af Kinas rolle som stormagt, og er samtidig ikke medlem af en alliance.