Great Barrier Reef har mistet halvdelen af sine koraller: 'Det tegner ikke godt'

De sidste 25 år er det gået alvorligt tilbage for verdens største koralrev.

Korallerne stresser og dør grundet højere temperaturer. (Arkivfoto) (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

Det kan ses fra Månen, og det er på Unescos verdensarvsliste.

Australiens Great Barrier Reef er verdens største koralrev, men det er i dyb krise på grund af klimaforandringerne.

Krisen er så stor, at koralrevet har mistet over halvdelen af sine koraller siden 1995, og det er stærkt bekymrende, lyder det fra marinbiolog Rune Kristiansen fra Kattegatcentret.

- Det tegner ikke godt, og det er bekymrende, fordi koralrevene har en meget vigtig funktion globalt set. Koralrevene opretholder verdens største biodiversitet. Der er flere arter end i regnskoven. Og hvis de dør, forplanter det sig hele vejen gennem fødekæden, siger han.

Holdt øje i 22 år

Forskere har ifølge BBC kigget på koralrevets udvikling fra 1995 til 2017, og det viser sig, at det især er på grund af øgede temperaturer, at koralrevet er svundet ind.

Koraller er kolonier af bittesmå levende dyr, som findes i havvand. Koralrevene i verden rummer en stor biodiversitet. Blegning af korallerne indtræffer, når korallerne oplever stress og følgelig mister deres farve.

Stress kan for koraller eksempelvis skyldes højere vandtemperaturer. Det får dem til at skille sig af med de mikroskopiske, fotosyntetiske alger, der giver dem deres farve.

FN har advaret om, at hvis temperaturerne stiger med 1,5 grader, vil 90 procent af verdens koralrev forsvinde. (Foto: ARC CENTRE OF EXCELLENCE FOR COR © Scanpix)

Problemerne overrasker

Det er ikke nyt, at Great Barrier Reef er under pres, men det kommer allligevel bag på Rune Kristiansen, at det står så slemt til.

- Man gik jo egentlig og håbede på, at Great Barrier Reef på grund af sin størrelse ville være mere modstandsdygtig overfor temperatursvingningerne og derfor havde større mulighed for at genskabe sig selv, men det tyder det altså ikke på, fortæller Rune Kristiansen.

Han tilføjer, at måden at genskabe koralrevet på er simpel, men svær:

- Vi skal nedbringe vores udledning af CO2 og fossile brændstoffer, som er med til at skabe temperaturstigninger.

Great Barrier Reef løber 2.300 kilometer langs Australiens nordøstlige kyst. I 1981 kom revet på Unescos verdensarvsliste. Begrundelsen lød, at revet er det største og mest spektakulære koralrev på planeten.

Facebook
Twitter