Grønland siger ja til homoseksuelle vielser

Landstinget i Grønland har enstemmigt vedtaget, at bøsser og lesbiske må vies i kirken.

Homovielser er nu fuldt lovlige i Grønland. Landstinget har enstemmigt vedtaget, at tillade homoseksuelle at blive gift i kirken. (© Colourbox)

Et forslag om at tillade homovielser, som oprindeligt blev stillet i 2010, blev i går endelig vedtaget.

Forslaget mødte stor opbakning fra alle partierne i Landstinget Inatsisartut. Det skriver KNR.

- Endelig, siger jeg. Det har været fem års lang kamp. Det var en stor dag i går, og selvfølgelig også en stor dag dengang vi opfordrede den danske regering til at tage det her op, som har givet genlyd verden over, siger Justus Hansen fra Demokraterne til KNR.

Det var ham og Demokraterne, der i efteråret 2010 først foreslog, at ægteskabslovgivningen skulle moderniseres.

Først i 2012 blev homovielser tilladt i Danmark.

Bred støtte fra alle partier

Forslaget blev modtaget positivt af alle partierne i Inatsisartut.

Alle 27 medlemmer stemte for, at homoseksuelle skal have lov til at indgå ægteskab. Det giver dem ret til at blive gift i kirken, ligesom alle andre.

- Det er ikke noget, de selv har valgt, så det er endnu en accept, som vi har brug for her i Grønland. Ja i hele verden, siger Justus Hansen til KNR.

Loven træder i kraft den 1. oktober. Det betyder samtidigt, at loven om registreret partnerskab falder bort.

Facebook
Twitter