Der er kommet andre boller på suppen forholdet mellem USA og Grønland, siden den tidligere præsident Donald Trump i 2019 tilbød at købe Grønland af den danske regering.
I dag er købstilbuddet officielt taget af bordet, og i stedet går USA nu efter at etablere et tættere bånd med sine ”arktiske partnere, Grønland og Danmark."
Det er blandt andet kommet til udtryk ved, at USA sidste år efter næsten 70 år genåbnede sit konsulat i Grønland, og annoncerede, at man ville sende 83 millioner kroner til Grønland til et grønlandsk-amerikansk samarbejde om udvikling af bæredygtig turisme, minedrift og uddannelse.
I går kulminerede de gode toner, da den amerikanske udenrigsminister rundede sit rundtur i Norden af med et fem timer langt besøg på Grønland, hvor han var ledsaget af Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede (IA), Pele Broberg (N), Grønlands udenrigsminister, og den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).
Ifølge landsstyreformanden blev der på mødet lagt grundstenene til et forbedret samarbejde mellem de to lande.
- Efter mødet i dag har vi lagt et grundlag for et bedre samarbejde med USA. Det skal udvikles med de værdier, som det grønlandske folk har, og som USA også har, udtalte Múte B. Egede efterfølgende til grønlandske KNR.
Blinken har under sin nordiske rundrejse også lagt vejen forbi Danmark og Island, hvor der var møde i Arktisk Råd.
Striden om Thule-basen
Grønland har siden Anden Verdenskrig spillet en vigtig rolle for USA's forsvar, blandt andet i form af Thulebasen, den amerikanske luftbase, der har ligget i det nordvestlige Grønland siden starten af Anden Verdenskrig. I nyere tid er den amerikanske interesse i Grønland steget igen samtidig med de stigende spændinger i Arktis.
Ifølge KNR har et af de senere års helt store knaster i forholdet mellem Grønland og USA da også været relateret til Thulebasen - eller mere specifikt servicekontrakten på Thulebasen. Det vil sige, kontrakten for, hvem der skal stå for dele af driften på basen heriblandt rengøring og kantinedrift.
I næsten 50 år har en stor del af driften af basen nemlig ligget hos et dansk/grønlandsk selskab – lige indtil kontrakten i 2014 blev opsagt og givet til et amerikansk selskab.
Kontrakten betød ellers en årlig indtægt på 200 millioner kroner i Grønlands landskasse, og beslutningen skabte ifølge KNR så stor utilfredshed, at sagen endte for retten.
Men efter en aftale i oktober sidste år mellem Danmark, Grønland og USA vil servicekontrakten fremover skulle gå til et selskab, der har base i Grønland.
Og den slags hensyn skal ikke kun gælde Thule-basen, hvis man spørger den grønlandske landsstyreformand. Fremover skal al amerikansk engagement i Arktis være til gavn for grønlænderne, siger Múte B. Egede til KNR:
- Vi sagde klart til amerikanerne i dag, at når man vil være i Arktis, kan man ikke komme uden om Grønland. Hvis man gerne vil agere og være med i udviklingen, så kommer man ikke uden om os. Intet om os, uden os, var budskabet, vi kom med. Og hvis man gerne vil være en del af et tæt samarbejde med Grønland, så skal vi også have gavn af det.
Grønlands udenrigsminister Pele Broberg har ikke lagt skjul på, at han gerne vil gøre Grønland mere fri af Danmark – og at USA fint kan spille en rolle i den proces.
Blinken: En fælles forpligtelse
Ifølge den amerikanske udenrigsminister er man fra USA's side også helt på linje med den grønlandske landsledelse. Alt amerikansk engagement i Grønland og Arktis skal komme den grønlandske befolkning til gavn.
- Vi føler en fælles forpligtelse for, at vi, i alt det vi arbejder med, tænker på, hvordan det forbedrer borgernes liv. Og det er der, vi vil holde i fokus i vores fælles arbejde, lød det fra Antony Blinken på et pressemøde efter gårsdagens besøg.
Genåbningen af det amerikanske konsulat i Grønland, de store amerikanske investeringer i Grønland og gårsdagens besøg, er et udtryk for USA’s engagement i Arktis, lød det efter besøget i Grønland fra den amerikanske udenrigsminister. Men det er tilsyneladende også et udtryk for, at forholdet mellem de to lande skal være mere ligeværdigt, end det har været tilfældet de senere år.
- Det, der har været vigtigt at understrege ved besøget i dag, er, at vi ser forholdet som et partnerskab. Vi har fælles interesser, vi har fælles værdier, og på et tidspunkt, hvor verden bliver mere og mere kompliceret og udfordrende, er det meget vigtigt at genoplive ikke bare vores alliancer, men også vores partnerskaber, med netop de lande, der deler vores interesser og værdier. Det er derfor, at vi gerne vil have et dybere forhold til Grønland, lød det fra Blinken.
Også den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, lagde efter besøget vægt på vigtigheden af at bevare og udvikle forholdet mellem det danske kongerige og USA. Det årtier lange gode samarbejde med USA er helt grundlæggende for både Danmark og Grønlands sikkerhed, lød det også fra Jeppe Kofod.
- Den fremgang, som vi alle nyder godt af, skyldes blandt andet det gode, transatlantiske forhold, som vi sætter så stor pris på, lød det blandt andet fra udenrigsministeren.