Guantanamo-lejren fylder 6 år i dag

På trods af voldsom kritik fra hele verden, så holder USA stædigt fangelejren på Guantanamo-basen åben på syvende år.

Fange i Camp 5 i Guantanamo-lejren på Cuba. (Foto: Lotte Holmstrup © DR)

I dag er det seks år siden de første fanger blev interneret i fangelejren på Guantanamo-basen på Cuba.

Der er 270 fanger tilbage i lejren, men i perioder har der været mere end 700 tilbageholdte, primært fra Afghanistan og Pakistan. Og selv om der også løbende løslades fanger, så kommer der også nye til.

Primitive Camp X-ray

Da lejren åbnede 11. januar 2002 blev fangerne i første omgang anbragt i det, der hed Camp X-ray. Det er trådbure på cirka 1 x 1,5 meter ude i en dal i bjergene, hvor der var stegende hedt om dagen og hundekoldt om natten.

Fangelejr fylder år

Horisont har været på Guantanamo, hvor indsatte på syvende år ikke ved, hvad de er anklaget for. Se programmet.

I 2005 fulgte DR-journalist Lotte Holmstrup opfordringen fra George W. Bush til verdens journalister om at besøge Guantanamo. Se hendes billeder.

Det er her, de fleste billeder man ser i tv, stammer fra. Af fangerne i orange dragter og ofte med hænderne bundet på ryggen og hætter over hovedet. Lejren blev dog kun brugt frem til maj 2002, og var oprindeligt bygget i al hast, da 45.000 cubanske og haitianske immigranter søgte tilflugt på basen i midten af 1990'erne.

I dag bor fangerne i lejren Camp Delta 1-6, hvor de har en smule mere komfortable forhold.

Ingen krigsfangestatus

Amerikanerne vil ikke kalde fangerne hverken kriminelle eller krigsfanger, men bruger begrebet "detainees", som kan oversættes med "tilbageholdte".

Begrundelsen for at bruge den betegnelse er, at fangerne er blevet taget på slagmarken som illegale kombatanter. Det vil sige, at de ikke kæmper for et land og ikke bærer uniform og derfor er en ny form for kriger.

Af samme grund mener USA heller ikke, fangerne skal behandles efter Geneve-konventionen. Og heller ikke FNs Menneskerettigheder gælder på Guantanamo-basen, for fangerne har aldrig været for en dommer og har heller ikke fået at vide, hvorfor de er i lejren eller hvad de eventuelt er anklaget for.

Den amerikanske højesteret kigger i øjeblikket på fangernes retslige status.

Tvangsfodring af sultestrejkende

I lejrens seks-årige historie har adskillige af fangerne sultestrejket i lange perioder, men på et psykiatrisk hospital i lejren tvangsmades fanger, der nægter at tage føde til sig.

Indtil nu har mindst fire fanger begået selvmord i lejren, tre gjorde det i en form for pagt i sommeren 2006.

En enkelt dansker blev løsladt i 2004 efter to år på Guantanamo. Og et andet dansk islæt på Guantanamo-basen er en række vindmøller fra fabrikken Vestas. De leverer strøm til selve militærbasens daglige behov.