Guldbarrer, kolde kontanter og korruptionsanklaget senator kan blive en hovedpine for Biden

Senator Robert Menendez' kollegaer vil have ham til at trække sig fra politik.

Statsanklager Damian Williams viser nogle af de ting frem, som FBI har beslaglagt fra senator Robert Menendez.

I juni 2022 ransager FBI et hjem i delstaten New Jersey, hvor de finder guldbarrer, masser af kontanter og en luksuriøs Mercedes i en garage.

Det lyder jo egentlig som starten på en god, amerikansk mafia-film. Men det er det ikke.

For det hjem, som blev ransaget, og hvor de mistænkelige genstande blev fundet, tilhører den magtfulde demokratiske senator, Robert Menendez, der er formand for det magtfulde udenrigsudvalg i Senatet.

Nu er han anklaget for korruption, sammen med sin hustru og tre andre.

- For det første er mit kontor fortsat fast forpligtet til at udrydde offentlig korruption uden frygt eller gunst og uden hensyn til partisk politik. Det er i vores DNA. Det har altid været, vil altid være. Og for det andet er denne undersøgelse allerede i fuld gang, og vi er ikke færdige, sagde Damian Williams, der statsanklager i New York, da han fortalte om anklagerne mod Menendez og de andre anklagede i fredags.

Her ses Bob Menendez og hans kone Nadine Menendez på vej til en statsmiddag med Joe Biden og den indiske premierminister, Modi, i Det Hvide Hus tilbage i juni måned. (Foto: © JACQUELYN MARTIN, Associated Press)

Egyptiske forbindelser

Det er ikke småpenge, der er fundet i Menendez hus. Faktisk fandt FBI omkring 3,3 millioner kroner i rede penge og dertil altså tre kilo guldbarrer og en ny Mercedes.

Anklageren mener, at Menendez har modtaget det hele som bestikkelse fra tre egyptiske forretningsmænd, der bor i USA, og som også er anklaget i sagen.

De tre personer skulle til gengæld for gaverne blandt andet have modtaget informationer om USA’s militære støtte til Egypten og andre oplysninger, som den egyptiske regering kunne bruge.

Information som Menendez skulle have haft adgang til via sit arbejde, som senator i Kongressen, fortæller USA-korrespondent Jakob Krogh.

- Hvis man dykker lidt ned i anklageskriftet, kan man læse, hvordan Menendez i maj 2018 skulle have sendt følsomme oplysninger om antallet af ansatte på USA's ambassade i Egypten, samt deres nationaliteter, videre, så det endte hos repræsentanter fra den egyptiske regering, siger Jakob Krogh og tilføjer:

- Menendez skulle også have hjulpet med at forfatte et brev fra Egypten til en række andre amerikanske senatorer, hvor man argumenterede for at frigive to milliarder kroner i amerikansk støtte til Egypten.

Samtidig skulle den korruptionsanklagede senator også have stemt for et våbensalg til egypterne, fortæller Jakob Krogh.

- Efterfølgende skulle han angiveligt have sørget for, at egyptiske forretningsfolk og dermed også regeringsrepræsentanter fik det at vide.

Fingeraftryk på pengesedler og numre på guldbarrer

Det er ikke første gang, Robert Menendez er anklaget for korruption.

I 2017 var han hovedperson i en sag, hvor anklagerne gik på, at han havde taget imod luksusrejser, kampagnebidrag og andre former for bestikkelse for over syv millioner kroner fra en rig øjenlæge, som så til gengæld skule have fået politiske tjenester som modydelse.

Men i den sag kunne nævningene ikke blive enige om hans skyld, og anklagerne mod ham blev derfor droppet.

  • Her ses to af de guldbarrer, der blev fundet i Menendez hjem. (Foto: © US ATTORNEY'S OFFICE HANDOUT, Ritzau Scanpix)
  • En mercedes er blevet konfiskeret i forbindelse med efterforskningen af sagen. (Foto: © US ATTORNEY'S OFFICE HANDOUT, Ritzau Scanpix)
  • Her ses to jakker med Menendez navn på. Inde i begge jakker blev der fundet bundter af kontanter. (Foto: © US ATTORNEY'S OFFICE HANDOUT, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Denne gang ser beviserne dog ud til at være rimelig tunge, fortæller Jakob Krogh.

- Anklagere mener, at beviserne ser overbevisende ud. Nogle af de penge, der blev fundet i hans hjem, havde fingeraftryk fra en af de tiltalte egyptiske forretningsmænd. Guldbarrerne har særlige identifikationsnumre, som skulle kunne føres tilbage til en af de andre forretningsmænd.

- Og så er der en masse belastende kommunikation. Der er detaljerede SMS'er mellem Menendez, hustruen, hendes ven, som er en af dem, der har betalt dem penge, og repræsentanter fra Egypten, fortæller Jakob Krogh.

'Vand på Trumps Mølle'

Korruptionsanklagerne mod Menendez kommer samtidig med, at Demokraterne og præsident Joe Biden i forvejen befinder sig i lidt af et uvejr med en mulig rigsretssag mod Biden.

Lige nu er en undersøgelse af, hvorvidt der er grundlag for sådan en rigsretssag, nemlig i fuld gang - og den har ifølge dele af Det Republikanske Parti afsløret en "kultur af korruption".

Derfor er anklagerne mod Menendez også godt nyt for den tidligere præsident og nuværende præsidentkandidat, Donald Trump, fortæller Jakob Krogh.

- Det er vand på Trumps mølle. Allerede tilbage i 2016, da Trump stillede op som præsidentkandidat første gang, var et af hans argumenter, at Washington D.C. var en sump fyldt med korrupte demokrater.

- Det her vil han kunne bruge som en form for "bevis" på det.

- Samtidig ser det skidt ud for demokraterne, når en af deres egne bliver tiltalt for noget af det, de mener, Trump har gjort. Ikke nødvendigvis korruption, men at han har brugt sit embede til at berige sig selv.

Det er dog endnu ikke noget, Republikanerne har brugt i stort omfang mod Demokraterne.

- Men man kan også sige, at sagen udfordrer et republikansk kerneargument, som de bruger meget for tiden. Nemlig at hele retssystemet er et politisk, uretfærdigt todelt system, der udelukkende går efter republikanere og skåner demokrater, fortæller Jakob Krogh.

Opfordres af kollegaer til at trække sig

Om de nye anklager fører til en sag eller ej, må tiden vise, men allerede nu, er flere af hans demokratiske politiske kollegaer ude at bede ham trække sig. Blandt dem, det indflydelsesrige medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez.

- Det er en uheldig situation, men jeg tror, det er bedst, at Menendez trækker sig øjeblikkeligt, siger hun til den amerikanske TV-station CBS.

Også senator John Fetterman, der er valgt i delstaten Pennsylvania, skriver på X, at han mener, at Menendez skal trække sig fra Senatet.

- Han er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men han kan ikke forsætte som politiker, med de alvorlige anklager hængende over sig. Så jeg håber, han tager en værdig afsked med Senatet, så han kan have fokus på sin retssag, skriver han blandt andet.

Menendez selv nægter alle anklager, men har dog midlertidig trukket sig som formand for Udenrigsudvalget i Senatet, men han har ingen planer om at trække sig helt fra Senatet.

- Jeg skal ingen steder, har han meddelt i en skriftlig kommentar.

Det forventes, at Menendez, hans hustru og de tre medanklagede skal for retten i New York på onsdag, hvor de vil blive forelagt anklagerne.