Guvernør slår Sex and the City-stjerne i valg i New York

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, besejrer den tidligere skuespiller Cynthia Nixon i primærvalg i delstaten.

Den nuværende guvernør i New York, Andrew Cuomo, har torsdag slået Cynthia Nixon i kampen om at blive Demokraternes kandidat ved guvernørvalget. (Foto: Pool/ Scanpix /Scanpix © DR ARKIV)

Den tidligere "Sex and the City"-stjerne Cynthia Nixon bliver ikke guvernør i New York i denne omgang.

Det står klart, efter at den nuværende guvernør, demokraten Andrew Cuomo, torsdag vandt Demokraternes primærvalg i delstaten.

Han står nu over for republikaneren Marc Molinaro og den uafhængige, tidligere borgmester i Syracuse, New York, Stephanie Miner ved det afgørende guvernørvalg 6. november.

Andrew Cuomo har under hele valgkampen haft et forspring over Cynthia Nixon i meningsmålingerne.

- Du kan ikke være progressiv, hvis du ikke kan levere fremgang. En progressiv new yorker er ikke blot en drømmer, vi får tingene til at ske, sagde Cuomo ved et vælgermøde aftenen før afstemningen

Andrew Cuomo har opbakning fra vigtige demokrater som Hillary Clinton og Joe Biden. Også musikeren Nicki Minaj og indflydelsesrige organisationer som National Organization for Women og Planned Parenthood støtter ham.

Gjorde grin med skuespilarbejde

Under valgkampen har han kaldt Cynthia Nixon for en naiv nybegynder og gjort grin med hendes arbejde som skuespiller.

- Hvis det hele bare handler om at være et kendt navn, så håber jeg, at Brad Pitt og Angelina Jolie og Billy Joel ikke stiller op, sagde han tidligere i år.

60-årige Andrew Cuomo har ført valgkamp på sine politiske resultater såsom legalisering af ægteskab mellem personer af samme køn, øget våbenkontrol og betalt familieorlov.

Dog er der tegn på, at den 52-årige Nixon faktisk har formået at skubbe den etablerede guvernør yderligere til venstre i flere spørgsmål. Det gælder blandt andet legalisering af marihuana.

Cynthia Nixon offentliggjorde sit kandidatur i marts. Hun er åbent lesbisk og har markeret sig som liberal aktivist.

 

Som skuespiller er hun bedst kendt for sin rolle i tv-serien "Sex and the City", der kørte på HBO fra 1998 til 2004.

/ritzau/AP