Guvernør suspenderer test af selvkørende biler

Efter en dødsulykke må Uber ikke længere teste sine biler på Arizonas veje.

Arizonas guvernør har suspenderet køretjenesten Ubers test af selvkørende biler. Det sker efter en ulykke i sidste uge, der kostede en 49-årig kvindelig fodgænger livet.

I et brev til Ubers administrerende direktør, Dara Khosrowshahi, skriver guvernør Doug Ducey, at han, efter at have set en video fra ulykken, sætter spørgsmålstegn ved, om Uber fremover kan teste sine biler i delstaten, skriver Reuters.

Uber har brugt Arizona til at teste sine selvkørende biler på grund af de gode vejrforhold, åbne vejsystem og lempelige regulering.

I Arizona er det for eksempel ikke et krav, at Uber rapporterer oplysninger om antallet af uheld til myndighederne.

Politiet i Arizona har frigivet en 22 sekunder lang video, der viser en kvinde, der går ud på en vej, lige før en Uber-bil rammer hende.

Ulykken, der fandt sted i byen Tempe, er den første dødsulykke med en selvkørende bil i USA.

Uber valgte efter ulykken at stoppe alle test af selvkørende biler i både Arizona, Pittsburgh, San Francisco og Toronto.

The New York Times kunne i fredags berette, at Ubers egne rapporter afslører, at selskabets selvkørende biler er fyldt med problemer, blandt andet når bilerne passerer vejarbejde.

/ritzau/

Facebook
Twitter