Flere store internationale sportsturneringer er i de seneste år blevet afholdt i lande, der bliver kritiseret af Amnesty International for ikke at overholde menneskerettighederne.
Det gælder blandt andet Rusland, Brasilien og nu Qatar, der udover VM i herrehåndbold også skal afholde VM i atletik i 2019 og VM i fodbold i 2022.
Det er de respektive sportsgrenes organisationer, der beslutter, hvor turneringerne skal afholdes. Men Håndboldspillerforenings formand, Michael Sahl Hansen, så gerne, at de danske politikere gjorde noget for at forhindre, at turneringerne skulle spilles i lande, der ikke overholder menneskerettighederne.
- Vi kunne godt tænke os, at politikerne tager ansvar for, hvor de store sportskonkurrencer bliver afholdt. Vi må sande, at organisationer som IHF og FIFA ganske enkelt ikke kan tage vare på sporten, siger han og henviser til de mange korruptionsanklager mod de to forbund.
Vil også have OL
Udover de turneringer, Qatar allerede har sikret sig, forlyder det, at de vil prøve at få OL til landet.
- Det mener vi ganske enkelt ikke, at de skal have lov til, fordi de ikke lever op til ganske basale menneskerettighedsforhold, siger Michael Sahl Hansen.
Han er bevidst om, at de danske politikere ikke har nogen direkte indflydelse på hverken de dansker underorganisationer eller de internationale moderorganisationer.
- Vi kunne godt tænke os, at det bliver en opgave for politikerne at få en politik på området, der siger, at vi ikke kan deltage i lande, der ikke overholder minimumstandarder for menneskerettigheder, siger han.
Ikke spillerne der skal boykotte
En stor gruppe af håndboldforeningens medlemmer er i Qatar lige nu i forbindelse med VM. Og det har Michael Sahl Hansen det fint med. Ifølge ham er det ikke spillernes opgave at boykotte en turnering.
- Vi mener ikke, at det er atleterne, der skal tage ansvaret for det her. De må mægtig gerne råbe op om det, og nogle gør det også. Men vi mener ganske enkelt, at det er sportsorganisationernes ansvar, og da vi ikke mener, at de kan varetage ansvaret, beder vi politikerne om at komme mere på banen, siger han.
Jelved: Vi skal være et godt eksempel
Men det afviser kulturminister Marianne Jelved (R).
- Det er de internationale forbund, der træffer de beslutninger. Jeg mener, at Dansk Håndbold Forbund må protestere og gøre deres indflydelse gældende, siger hun.
Ved at holde sig væk fra turneringer i lande som Qatar, mister vi også chancen for at få indflydelse på deres udvikling, mener hun.
- Vi tror på, at vi efterhånden kan ændre deres måde at anskue samfundet på. Det har EU og andre vestlige stater virkelig stor forpligtelse til. Derfor skal man se det i bredere sammenhæng end kun, at Qatar har et styre, som vi ikke kan sympatisere med på nogen som helst måde, siger hun.
- Vi kunne jo også være et eksempel, der gjorde, at Qatar efterhånden kunne ændre sig.