For præcis 100 år siden blev stregerne for grænserne i Mellemøsten tegnet, men i dag er aftalen om grænserne for eksempelvis Syrien, Irak, Libanon og Israel fortsat hadet.
Blandt andet er det en drivkraft i Tyrkiets udenrigspolitik at gøre op med den gamle aftale, skriver avisen Hürriyet Daily News i anledning af grænsestregernes jubilæum.
Skabelonen til grænsedragningerne blev i store træk udtænkt af den britiske efterretningsofficer Mark Sykes og den franske diplomat Francois Georges-Picot.
De aftalte, hvad der skulle ske med Det Osmanniske Rige efter Første Verdenskrig.
Sykes-Picot-aftalen blev vedtaget 16. maj 1916 og blev da Storbritanniens og Frankrigs oplæg til de forhandlinger, der senere afgjorde grænsedragningen i det slagne Osmanniske Rige.
Men en stor del arabere er utilfreds med aftalen, der har været en omstridt "parentes" i nu 100 år.
Streg kan viskes ud i sandet
Tyrkiets afgående premierminister, Ahmet Davutoglu, har ifølge Hürriyet Daily News sagt, at han ville arbejde for "at lukke den århundredegamle parentes".
- Vi har altid været imod Sykes-Picot-aftalen, fordi Sykes-Picot har opdelt vores region og fremmedgjort vores byer over for hinanden, sagde Davutoglu i marts ifølge nyhedsbureauet AFP.
Siden præsident Recep Tayyip Erdogan kom til magten med sit AKP-parti i 2002, har tyrkerne arbejdet på ny indflydelse i regionen. Erdogans mål er at nedbryde de ifølge Tyrkiet falske barrierer mellem muslimske stater og give tyrkerne mere magt i området.
Også andre arabiske lande bebrejder Sykes-Picot-aftalen for at bære en stor del af skylden for regionens mange problemer.
Krigen i Syrien og konflikter langs Israels grænser er eksempler på anspændte kampe, ligesom også kurderne, der er en torn i øjet på Tyrkiets ledere, muligvis kan trække nye grænser i den uroplagede region.
Mellemøsteksperten Lars Erslev Andersen, seniorforsker i Diis (Dansk Institut for Internationale Studier), forudser også, at de 100 år gamle grænser vil forsvinde.
- Irak bliver delt. Vi får måske en kurdisk stat. Syrien bliver også delt, mener han.
Fakta: Sykes-Picot-aftalen fylder 100 år
- •
Den britiske efterretningsofficer Mark Sykes og den franske diplomat Francois Georges-Picot forhandlede under Første Verdenskrig om fordeling af områderne i Det Osmanniske Rige, når krigen var slut.
- •
Også repræsentanter for Rusland og Italien var med.
- •
16. maj 1916 sendte det britiske udenrigsministerium den underskrevne aftale til Frankrigs ambassade i London. Aftalen regnes for at gælde fra denne dag.
- •
I 1917 kom der revolution i Rusland, der trådte ud af aftalen.
- •
Første Verdenskrig sluttede i 1918. Sykes-Picot-aftalen blev Storbritanniens og Frankrigs forhandlingsgrundlag ved de drøftelser, der førte til fordelingen af Det Osmanniske Riges besiddelser ved San Remo-konferencen i 1920.
- •
Det var stormagterne, der på denne måde opdelte Mellemøsten, hvor grænsedragningen blev nogenlunde, som det kendes i dag.
Kilder: britannica.com, smithsonianmag.com
/ritzau/