Hæren kører i konvoj med ligkister ud af italiensk by

Krematoriet i Bergamo kan ikke følge med de mange ofre for coronavirus.

Konvoj af militærlastbiler i Bergamo i nat. (Foto: FABIO CONTI © Scanpix)

I ly af mørket kørte 15 lastbiler fra den italienske hær i nat et stort antal kister med lig ud af byen Bergamo i Norditalien.

Aktionen blev nødvendig, da krematoriet i Bergamo ikke kunne følge med de mange ofre for coronavirus i byen, skriver Reuters.

Bergamo ligger i Lombardiet, som er den region, der er hårdest ramt af coronavirus. I går registrerede Italien landets højeste dødstal på en enkelt dag: 475. Heraf tegner Lombardiet sig alene for 300.

Her er billedet, som vækker særlig opsigt i dag:

Konvojen i Bergamo i nat. (Foto: FABIO CONTI © Scanpix)

En talsmand for hæren bekræfter, at 15 lastbiler og 50 soldater blev indsat for at flytte lig fra Bergamo til naboprovinser efter en appel fra byen.

Lederen af Bergamos kirkegårde, Giacomo Angeloni, sagde tidligere på ugen, at byens krematorium kørte i døgndrift.

Der bliver brændt 24 lig om dagen - dobbelt så mange som normalt. Men alligevel kunne man ikke følge med strømmen af nye kister, der hobede sig op i kreamatoriets kirke, hvor bænkene er fjernet for at gøre plads.

Kisterne hober sig op på Bergamos kirkegårde. (Foto: TIZIANO MANZONI © Scanpix)

Samtidig siger Lombardiets guvernør, Attilio Fontana, at regionens læger og sygeplejersker er tæt på bristepunktet.

- Jeg er bekymret for, at de kan bukke under fysisk og psykisk, for hvis de skulle bukke under, ville det virkelig være en katastrofe, siger han.

Se en (temmelig mørk) optagelse af konvojen i nat:

Vi hører ofte budskabet om, at det er de ældre og de syge, der er de mest sårbare. De første detaljerede opgørelser af døde fra Italien underbygger denne pointe. Kun lidt over en procent af de undersøgte døde var fuldstændig sunde og raske, da de fik covid-19.