Hærværksveganere anholdt for angreb på slagterbutikker

Sammenslutningen af franske slagtere beder om politibeskyttelse.

ARKIV Aktivister har de seneste år demonstreret mod kødspisere i Frankrig. Her ligger demonstranter på gaden i Paris. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Seks veganske aktivister er blevet varetægtsfængslet i den nordfranske by Lille mistænkt for stå bag voldsomt hærværk på en række franske slagterbutikker.

Frankrig oplever en regulær bølge af veganske angreb på fiskehandlere og slagterbutikker overalt i landet. Ifølge sammenslutningen af franske slagtere (CFBCT) har der fundet 50 angreb sted alene i første halvår af 2018.

I et brev til det franske indenrigsministerium har CFBCT, der omfatter 18.000 forretningsdrivende, bedt om myndighedernes hjælp, herunder politibeskyttelse flere steder.

- Vi stoler på, at vi får ordensmagtens beskyttelse og regeringens støtte, således at denne fysiske, verbale og moralske vold kan slutte hurtigst muligt, lyder det blandt andet fra CFBCT’s præsident, Jean-François Guihard, til indenrigsminister Gérard Collomb.

Blod på facaderne

Fem af de seks anholdte veganere i Nordfrankrig er sat på fri fod.

Men de er fortsat sigtet for at have smadret butiksruder, hældt kunstigt blod på facaderne og lavet graffiti med slagord som ”kød = mord” på i alt otte slagterbutikker og restauranter i Nordfrankrig hen over sommeren.

Frankrigs største veganer-organisation, L214, tager afstand fra volden.

Bevægelsen Anonymous for the Voiceless kæmper for dyrs rettigheder, var repræsenteret i Calais på en festival, der var arrangeret af den franske veganerorganisation Farplace tidligere på måneden. (Foto: Philippe Huguen © Scanpix)

Den veganske bevægelse i Frankrig er både en livsstil, men også en social og politisk bevægelse med fokus på dyrevelfærd, klima og miljø, men vold er ikke et middel til at ændre det franske samfund, understreger L214’s talskvinde, Brigitte Gothière:

- Vi angriber handlinger, og vi angriber et system, men vi angriber ikke mennesker. Smadrede butiksruder er over grænsen, siger hun til det franske magasin l’Express.

Dømt for opfordring til terror

Allerede i marts måned 2018 ramte veganer-debatten alle franske forsider.

Efter et islamistisk terrorangreb i et supermarked i byen Trèbes, hvor et af de dræbte ofre var slagter af profession, skrev en kvindelig vegansk aktivist på Facebook:

”Er I chokerede over, at en morder bliver dræbt af en terrorist? Jeg har nul medlidenhed med ham, der er trods alt retfærdighed til”.

Kvinden blev idømt syv måneders fængsel for ”opfordring til terrorisme”.

Repræsentanter for de franske jægere og slagtere beder om "tolerance" over for forskellige typer fødevarer på veganerfestivalen i Calais. (Foto: Philippe Huguen © Scanpix)

Jægere og slagtere protesterer

De seneste måneder er konflikten mellem franske kød- og fiskehandlere på den ene side, og franske veganere på den anden side, spidset voldsomt til.

Senest i denne weekend blev en vegansk festival i havnebyen Calais mødt af protester fra lokale jægere, fiskehandlere og slagtere, der demonstrerede mod ”ekstremistiske aktivisters vandalisme”.

Byens borgmester havde først aflyst festivalen af frygt for optøjer, men de veganske arrangører fik sagen for en dommer, som tillod afholdelsen af festivalen.

Dette fik den veganske organisation Farplace France til at kalde afholdelsen af festivalen for ”en sejr for ytringsfriheden”.

66 kilo kød om året

Franskmænd er traditionelt kødspisere.

En franskmand spiser i gennemsnit 66 kilo kød om året, mens en dansker i gennemsnit spiser 52 kilo kød om året.

Alligevel oplever Frankrig i disse år et mærkbart fald i kødsalget, mens tilstrømningen til franske dyrerettighedsorganisationer stiger – en bevægelse, der bliver anført af blandt andre skuespilleren Brigitte Bardot.

Sidste år foreslog Frankrigs daværende klima- og miljøminister, Nicolas Hulot, at alle franske skolekantiner skal tilbyde ét vegetarisk måltid om ugen.

Lovforslaget blev dog nedstemt i det franske parlament, Nationalforsamlingen.

Facebook
Twitter