'Hallo?' - WHO-ekspert afbryder interview efter spørgsmål om Taiwan

WHO vil for alt i verden undgå at støde Kina, vurderer korrespondent.

Bruce Aylward er seniorrådgiver i WHO og ledede den internationale mission i Kina under udbruddet af coronavirus. (Foto: Thomas Peter © Scanpix)

- Vil WHO genoverveje Taiwans medlemskab? Hallo?

- Beklager, jeg kunne ikke høre dit spørgsmål.

- OK, jeg gentager det.

- Nej, det er fint. Lad os gå videre til noget andet.

Det fik en brat ende, da en journalist fra mediet Radio Television Hong Kong forleden begyndte at spørge en topekspert fra verdenssundhedsorganisationen WHO ind til Taiwan i et interview på Skype.

Først lader seniorrådgiver og virus-ekspert i WHO Bruce Aylward tilsyneladende som om, at han ikke hører spørgsmålet. Da journalisten tilbyder at gentage, siger Bruce Aylward nej tak. Da journalisten prøver alligevel, afbryder han forbindelsen.

TV-holdet ringer op igen og beder nu Bruce Aylward om at forholde sig til den taiwanesiske corona-strategi.

- Vi har allerede talt om Kina, siger WHO-rådgiveren og skynder sig at slutte samtalen.

Du kan se et klip fra interviewet med Bruce Aylward her:

Khokhar: WHO er afhængig af Kina

I Taiwan, som ligger 138 kilometer fra Kina, er 298 personer blevet smittet med coronavirus. Det til trods for, at store dele af befolkningen på 23 millioner mennesker arbejder i Kina.

Til sammenligning har delstaten New York, der huser omkring 20 millioner mennesker, indtil videre konstateret flere end 50.000 smittetilfælde.

Men verdenssundhedsorganisationen WHO anerkender ikke Taiwan som en selvstændig stat. Det ville nemlig støde kineserne, som mener, at Taiwan hører til Kina.

Derfor kommer WHO's manglende lyst til at svare ikke bag på DR Nyheders Asien-korrespondent, Philip Khokhar.

- Interviewet understreger, at WHO fortsat er meget afhængig af Kina. WHO roste på et meget tidligt tidspunkt Kina for indsatsen mod coronavirus, mens det stod klart, at kinesiske myndigheder havde tilbageholdt informationer om, hvad der skete i Hubei-provinsen i slutningen af december og starten af januar.

Kina er en af WHO's største bidragsydere, og derfor kan WHO ikke komme uden om kineserne, hvis coronavirusset skal besejres, siger Philip Khokhar.

- Det hjælper selvfølgelig ikke på tilliden til WHO, og det viser, i hvor høj grad de er bange for at støde Kina.

Ifølge Philip Khokhar er det lave antal af corona-smittede i Taiwan imponerende, fordi mange rejste fra Kina til Taiwan i december og januar, da udbruddet af coronavirus spredte sig, siger han.

- Det gør det også ekstra svært for WHO at ignorere Taiwans ønske om medlemskab af WHO. Men så længe Kina er modstander af det, kommer det ikke til at ske, vurderer han.

  • Mange mennesker rejste til Taiwan fra Kina i december og januar, da udbruddet begyndte. Derfor er det imponerende, at Taiwan ikke har flere tilfælde, siger Philip Khokhar. (Foto: ANN WANG © Scanpix)
  • Det er en hård lektie fra starten af 00'erne, der har lært Taiwans myndigheder, at et stærkt beredskab betaler sig. Dengang måtte 150.000 taiwanesere i karantæne under SARS-epidemien. (Foto: ANN WANG © Scanpix)
1 / 2

WHO: Vi samarbejder med Taiwan

DR Nyheder har spurgt WHO, hvorfor Bruce Aylward ikke vil svare på spørgsmål om Taiwan.

I et skriftligt svar til DR Nyheder skriver WHO, at spørgsmålet om Taiwans medlemskab af WHO er op til medlemsstaterne og ikke ansatte i organisationen.

- I WHO arbejder vi dog sammen med alle sundhedsmyndigheder, der i øjeblikket står overfor den nuværende pandemi. Det gælder også taiwanesiske sundhedseksperter, skriver WHO og tilføjer:

- Antallet af smittede i Taiwan er lavt i forhold til populationen. Vi følger udviklingen nøje og lærer fra hele verden, også fra taiwanesiske sundhedsmyndigheder, for at kunne dele de bedste redskaber mod coronavirus globalt.

Den taiwanesiske indsats mod coronavirus er ikke gået ubemærket hen. Blandt andre har tidligere statsminister, Nato-generalsekretær og nuværende international politisk rådgiver, Anders Fogh Rasmussen, i et debatindlæg i det internationale tidsskrift Time Magazine, rost Taiwan for at reagere hurtigt.

Fogh: Lynhurtig reaktion

Ifølge Fogh Rasmussen har de taiwanesiske myndigheder været usandsynlig dygtige til at forhindre en coronakrise som den, vi står midt i i Danmark, Europa og det meste af verden. Det forklarer han overfor DR Nyheder.

- Lynhurtigt kunne de sætte ting i værk, fordi de havde de centrale kommandoveje, siger Anders Fogh Rasmussen.

- At man med det samme er i stand til af iværksætte 124 initiativer - inklusive et forbud mod at rejse bestemte steder hen, advarsler til borgerne, guidelines for skoler, øget produktion af ansigtsmasker og alt sådan noget - kræver, at man - på tværs af sektorer - er i stand til at træffe lynhurtige beslutninger.

Du kan læse hele interviewet med Anders Fogh Rasmussen her.

Facebook
Twitter