I dag er det halvandet år siden, at russiske styrker pludselig invaderede Ukraine og marcherede mod Kyiv. Siden har ukrainernes liv været vendt på hovedet
Men trods de store tab af menneskeliv og luftalarmernes daglige advarsler er dagligdagen for ukrainerne på nogle punkter begyndt at vende tilbage. Det gælder ikke mindst ferie, afslapning og turisme.
Lidt udenfor Odesa ved den ukrainske Sortehavskyst ligger en østersfarm bare 200 kilometer fra frontlinjen ved Kherson. Her tager nogle familier, soldater og venner på ferie for at bade, slappe af og nyde østers.
En af dem er Oleksei, der er soldat i hæren. Han har fået en halv dags orlov, inden han igen skal vende tilbage til sin post.
- Der bliver nødt til at være nogle små afbræk, som kan hjælpe os, så vi ikke går helt fra forstanden, siger Oleksei.
Evakueret østersfarm
En anden ukrainsk turist ved Odesas solbeskinnede kyst er Kate Olin, der til daglig er danselærer. Hun fortæller, at det for et år siden havde været utænkeligt at sidde og spise østers og drikke øl i solen ved Sortehavet.
- For et år siden gjorde jeg ikke det her, for da vidste vi ikke, om der kom missiler, og hvor de kom fra, og så kunne man ikke slappe af, siger Kate Olin.
- Det er noget andet nu, hvor vi ved, hvor de kommer fra, så vi kan tillade os at slappe af og for eksempel besøge det her paradis, siger hun.
Ejeren af østersfarmen, André Bigulevski, havde ikke troet, at det ville være muligt med besøgende turister, for da krigen brød ud, var hans levebrød pludselig truet.
- Vi evakuerede østers fra den anden side af bugten til den her side, fordi jeg frygtede, at de russiske soldater ville nå frem til den anden side. De første tre-fire dage var vi ovre i ti små både for at hente østersposerne, fortæller André Bigulevski, der udover østersfarmen også ejer en restaurant.
Hverdag i korte afbræk
Det er DR’s reporter, Daniel Myrup, der har mødt de ukrainske turister nær Odesa. Han fortæller, at der trods luftalarmer og truslen om angreb har sneget sig lidt hverdag ind i ukrainernes liv.
- Folk i Ukraine prøver hver eneste dag at leve så normalt et liv, som man kan under de her vilkår. Det er relativt udbredt, at man prøver at få de vågne timer til ikke kun at handle om krigen. Men man ser flere steder, at det kun er i korte afbræk, at man kan få en normal hverdag op at køre, siger Daniel Myrup.
Før weekenden angreb Ukraines luftvåben den russiske sortehavsflådes hovedkvarter i Sevastopol på Krim. Det giver bekymring for et gengældelsesangreb fra russerne, men alligevel lever ukrainerne så meget de kan.
- Alle er selvfølgelig bekymrede og ikke mindst, når man har lavet et stort angreb mod russerne. Men i går var det lørdag aften, og der er masser af liv i en by som Odesa. Folk er ude at få et glas med deres venner til trods for, at krigen er bare få kilometer væk. Så folk er bekymrede, men de forsøger at leve et normalt liv, siger Daniel Myrup.