Halvdelen af Saudi-Arabiens olieproduktion smadret: Din benzin bliver dyrere

Uroen kan få langsigtet betydning for verdensøkonomien, siger analytiker.

Angrebet har stoppet omkring halvdelen af olieproduktionen i Saudi-Arabien, der er verdens største producent. Ingen er angiveligt kommet til skade. (Foto: - © Scanpix)

Det var omkring halvdelen af Saudi-Arabiens olieproduktion og dermed fem procent af den globale forsyning af råolie, der i går blev slået omkuld i et koordineret droneangreb, oplyser de saudiske ifølge CNN.

Det vil få konsekvenser for olieprisen, når finansmarkederne starter op i morgen efter weekenden, siger chefanalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea.

- Når nogle af verdens største olieanlæg bliver ramt af et angreb, så mindsker det kortvarigt udbuddet af olie. Og det vil uden tvivl presse prisen op, siger han.

For danske bilister, der svinger ind på tankstationen mandag morgen, vil det dermed blive dyrere at fylde tanken op.

- Benzinprisen er et direkte spejlbillede af, hvad der sker med olieprisen på verdensmarkedet, og ændringer slår lynhurtigt igennem, siger Jan Størup Nielsen.

I øjeblikket ligger prisen på en tønde råolie på omkring 60 dollar.

Og ender det med en prisstigning på eksempelvis 10 procent, så kan danske bilister i sidste ende risikere at skulle betale mellem 10 og 20 øre mere per liter.

- Vi kommer til at mærke det, men det er nok begrænset, hvor meget det kommer til at betyde for vores benzinpriser, hvis der er tale om et enkeltstående angreb, siger Jan Størup Nielsen.

Videoer delt på sociale medier viser, hvordan flammer og tykke røgskyer steg op over de saudiarabiske olie-anlæg efter angrebene.

USA beskylder Iran - Iran afviser

Ifølge den saudiske regering er det helt konkret en daglig produktion på 5,7 millioner tønder råolie, foruden gasproduktion, som droneangrebet i landets østlige del har ramt.

Det skete, da 10 bombeudstyrede drone tidligt lørdag morgen smadrede det statsejede olieselskab Aramcos anlæg i Abqaiq og Khurais.

- Disse angreb er ikke kun rettet mod kongedømmets vitale anlæg, men også mod den globale olieforsyning og dens sikkerhed. Dermed er det en trussel mod verdensøkonomien, udtaler energiminister prins Abdulaziz Bil Salman i dag.

De iranskstøttede Houthi-oprørere i Yemen har allerede taget ansvar for angrebet.

Men USA's udenrigsminister Mike Pompeo har på Twitter direkte beskyldt Iran for at stå bag angrebet.

Det afviser Iran dog fuldstændig som 'det pure opspind' fra USA, oplyser landets udenrigsministerium ifølge AP.

I fem år har der været borgerkrig mellem Yemens regering og oprørere fra Houthi-bevægelsen. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Brexit, handelskrig og Mellemøsten

Ifølge chefanalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea er det ikke angrebet på den saudiske olieproduktion i sig selv, der er mest bekymrende lige nu, set med de globale briller.

Det er mere det højspændte forhold mellem USA og Iran, der forårsager svedige håndflade på de finansielle markeder.

- Hvis de ryger i totterne på hinanden, så får det en mere varig effekt på olieprisen, men det vil også være med til at reducere væksten yderligere i den globale økonomi, siger Jan Størup Nielsen.

Han nævner som eksempel, at når vi forleden så Den Europæiske Centralbank, ECB, sænke renten, hvilket fik Nationalbanken herhjemme til at følge trop, så er det udtryk for, at der er behov for at hjælpe de økonomiske hjul i gang.

De toneangivende saudiske aktier er i dag faldet med over tre procent efter angrebet på det statsejede Aramcos olieanlæg. (Foto: FAYEZ NURELDINE © Scanpix)

Og så hjælper det bestemt ikke, hvis konflikten blusser yderligere op i Mellemøsten.

- Vi har i forvejen en handelskrig mellem USA og Kina og hele brexit-situationen. Og hvis man bliver bange for mere politisk uro, så vil det kunne reducere væksten i den globale økonomi endnu mere, siger Jan Størup Nielsen.