Halvdelen af Vietnams rishøst er skyllet væk

Oversvømmelserne i Cambodja og Vietnam betyder, at over en million mennesker er ramt. I Vietnam står halvdelen af landets rismarker under vand.

Vandet har indtaget gaderne her i Cambodjas Kandal provins, og der må tages alternative fragtmidler i brug. De massive oversvømmelser har ifølge Cambodjas nationale kommission for katastrofeforvaltning sat et område på over 300.000 hektar rismarker under vand. (Foto: Samsang Ping © Reuters)

I Vietnam er vandstandene steget støt siden midten af september, og det er gået hårdt ud over rismarkerne, hvor halvdelen af landets årlige høst er skyllet væk.

Vietnam er verdens andenstørste eksportør af ris, og den ødelagte produktion kan få store konsekvenser for landets økonomi og den lokale befolkning.

- Når risen bliver ødelagt, går det hårdt ud over hele landets økonomi og den enkelte risbonde, som mister sin indtjening og livsgrundlag. Befolkningen i de berørte områder bliver hårdt ramt i disse dage.

- Ikke alene mister de høsten i vandmasserne, familiemedlemmer risikerer at drukne og deres huse bliver ødelagt, siger Maria Ploug Petersen, CARE Danmarks programkoordinator for Vietnam.

Højeste vandstande i ti år

I Cambodja ser nogle områder lige nu de højeste vandstande i ti år, og 17 ud af landets 23 provinser er erklæret i undtagelsestilstand.

CARE anslår, at over en million mennesker er berørt af dette års oversvømmelser, mens 32.000 er blevet evakueret og over 200 har mistet livet.

De materielle skader tæller over 200.000 huse, flere end tusind skoler, 74 sundhedsklinikker og 401 templer, og 357.000 hektar rismarker står under vand i Cambodja. Dermed risikerer 13 procent af landets samlede høst af ris at gå tabt.

Oversvømmelserne indtræffer hvert år i regionen, når monsunen får vandstanden i Mekong floden til at stige. Vandet strømmer fra Mekong flodens ophav i nord mod Cambodja og Vietnam i syd og er vitalt for områdets risproduktion og fiskeliv.

Facebook
Twitter