Hamas henretter formodede israelske spioner

Hætteklædte mænd i sort henretter palæstinensere på den centrale plads i Gaza City, som er mistænkt for at spionere for Israel.

Hamas har angiveligt henrettet et stort antal personer, som de mener, har spioneret for Israel. (© Scanpix)

På den centrale plads i Gaza City har Hamas-militsfolk fredag henrettet syv palæstinensere, der var anklaget for at være kollaboratører for Israel.

Det oplyser øjenvidner, og det bekræftes på Hamas' hjemmeside.

De dødsdømte fik tildækket deres ansigter og hænderne bundet på ryggen. Herefter trådte hætteklædte mænd i sort tøj frem og skød dem for øjnene af troende, der lige havde forladt en moské efter fredagsbønnen.

Tidligere fredag blev 11 andre palæstinensere, der var anklaget for at samarbejde med Israel, henrettet på en forladt politistation i Gaza, oplyser repræsentanter for Hamas.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter