Han havde sikret sig livslang indflydelse, og hovedstaden er opkaldt efter ham - nu er han målet for kasakhernes vrede

Der hersker stor usikkerhed om, hvorvidt Kasakhstans tidligere præsident har forladt landet efter de seneste dages uroligheder.

(Foto: Shamil Zhumatov)

Kig godt på billedet herunder.

Manden til højre kan de fleste formentlig genkende.

Ruslands præsident Vladimir Putin (th.) tager imod Nursultan Nazarbajev før et topmøde mellem flere ledere fra de postsovjetiske stater i Sankt Petersborg. (Foto: YEVGENY BIYATOV)

Men mødet mellem Vladimir Putin og Nursultan Nazarbajev, som manden til venstre hedder, i slutningen af december er formodentlig den sidste kendte offentlige optræden fra Kasakhstans tidligere præsident.

For siden de voldsomme uroligheder i det centralasiatiske land brød ud i denne uge, har det været småt med information om, hvor den førhen så magtfulde Nazarbajev og hans familie befinder sig.

I dag har der været forlydender om, at Nazarbajev, hans hustru og hans tre døtre og deres familier har forladt landet, og det har sat gang i spekulationerne om, hvorvidt det, der begyndte som folkelige protester, er endt i en slags velorkestreret kup af den nuværende præsident, Kassym Sjokart-Tokajev, der vil have al magten for sig selv.

De seneste dage har særligt et budskab runget i gaderne i det uroplagede land, hvor tusindvis af vrede og voldelige demonstranter, urostiftere, bevæbnede som ikke bevæbnede har vist deres utilfredshed mod regimet:

Shal Ket. Shal Ket.

'Gå væk, gamle mand', kan det oversættes til.

Den gamle mand er føromtalte Nursultan Nazarbajev. Landets første præsident.

Her kan du se og høre nogle af demonstranterne protestere mod Nazarbajev:

Manden, hvis ansigt pryder adskillige pengesedler, der har fået rejst en række statuer af sig selv, hvis fødselsdag er blevet en national helligdag, og som den amerikanske filminstruktør Oliver Stone har lavet en intet mindre end otte timer lang dokumentar om.

Og som befolkningen i Kasakhstan nu - igen - har vendt deres voksende vrede mod.

Todelt magt

Efter knap 30 år på posten trådte Nazarbajev officielt tilbage i 2019 og overlod posten til sin allierede, Kassym-Sjokart Tokajev, den nuværende præsident, men i manges øjne har Nazarbajev bevaret magten.

Sådan her sagde Nazarbajev, da han trådte tilbage:

Ikke mindst fordi han ved sin aftrædelse sikrede sig en livslang post for bordenden af landets indflydelsesrige sikkerhedsråd og en overgang havde sin ældste datter siddende som formand for Senatet, en af landet højeste politiske poster.

Med en særlig titel som "nationens leder" har Nazarbajev siden 2010 i tilgift nydt fuld immunitet fra retsforfølgelse, og landets hovedstad skiftede i 2019 navn fra Astana til Nur-Sultan - ikke uden demonstrationer fra befolkningen, men navnet holdt ved. Nu er der forlydender på sociale medier om, at officielle myndigheder dog er gået tilbage til at kalde hovedstaden Astana.

Gennem næsten tre årtier har Nursultan Nazarbajev ufravigeligt styret det store olieproducerende land mellem naboerne Kina og Rusland.

  • Nursultan Nazarbajev (tv.) ses her i hovedstaden, dengang kaldet Astana, i 2004 sammen med Ukraines daværende præsident Leonid Kuchma, Vladimir Putin og Belarus' præsident, Alexander Lukasjenko (yderst til højre). (Foto: STRINGER/RUSSIA)
  • Angela Merkel og Nazarbajev har mødtes flere gange i præsidentens næsten 30 år lange virke. (Foto: Thomas Peter)
  • Også Anders Fogh Rasmussen i kraft af rollen som Natos generalsekretær har mødt Nazarbajev, her i Bruxelles i 2010. (Foto: François Lenoir)
  • Kasakhstans nuværende præsident, Kassym-Sjomart Tokajev og Nursultan Nazarbajev. (Foto: MARIYA GORDEYEVA)
  • Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama ses her med Nazarbajev før et topmøde om atomkraft i Sydkorea i 2012. (Foto: LARRY DOWNING)
1 / 5

Han er blevet tilskrevet æren for at have trukket store udenlandske investeringer til blandt andet energisektoren og i de tidlige år sikret en økonomisk vækst i Kasakhstan, men er også blevet kritiseret for gennem store statsejede gas- og olieselskaber at have tilgodeset sin egen familie og landets elite.

- Befolkningen i Kasakhstan er træt af et autoritært styre, der ikke tager hensyn til civilsamfundet og ikke tillader borgernes ret til at regere landet. Der undertrykker civile initiativer, forklarer Galym Ageleulov, der er direktør for den kasakhiske menneskerettighedsorganisation Liberty til et russisk medie.

- De nuværende myndigheder er i stand til at reducere brændselspriserne, fordi de kontrollerer det. Kontrollen over olie og gas tilhører Nursultan Nazarbajevs familie, siger han.

Efter Nazarbajev trådte tilbage som præsident i 2019, var der også demonstrationer rettet mod ham, for med den indflydelsesrige post i sikkerhedsrådet var det ikke et farvel til det, som mange har betragtet som et styre med korruption og nepotisme.

Sammen med hustruen, Sara Nazarbajeva, har den tidligere præsident tre døtre, Dariga, Dinara and Alija.

Den ældste datter, Dariga, har tidligere været betragtet som en naturlig arvtager, og efter faren trak sig som præsident, indtog hun en ledende og magtfuld post i landets senat - en post, hun dog siden fratrådte.

Nursultan Nazarbajev ses her i 1998, da hans yngste datter, Alija blev gift med Kirgisistans præsidents søn Aidar Akajev, Parret blev senere skilt. Til højre ses den daværende præsident Askar Akajev. (Foto: Shamil Zhumatov)

Ved parlamentsvalget i januar sidste år vandt regeringspartiet Nur Otan med mere end to tredjedele af stemmerne, og en af partiets pladser gik direkte til præsidentens datter.

Ifølge mediet Radio Free Europe hører medlemmer af Nazarbajev-familien til nogle af landets rigeste, og de har investeret i milliondollar dyre ejendomme i blandt andet Schweiz og Frankrig.

- Det er vanskeligt at adskille regeringen fra Nazarbajev-familien, og det er vanskeligt at sige, hvordan det vil blive i Kasakhstan efter Nazarbajev, lød det i 2020 fra den kasakhiske menneskerettigedsforkæmper Jevgenij Sjovtis.

Sådan her lød det fra Nazerbajev efter hans valgsejr tilbage i december 2005:

Vælter præsidentens statuer

Efter de seneste dages voldsomme og blodige protester er et Kasakhstan uden netop Nazarbajev dog måske realiteten.

Utilfredsheden, der begyndte som en protest mod stigende brændselspriser, er støt vokset til et krav om sociale og økonomiske reformer, og modstanden mod Nazarbajev er kommet tydeligt til udtryk i byen Taldykorgan, hvor en video fra sociale medier viser demonstranter i fuld gang med at rive en statue af den tidligere præsident ned.

Men nu er fremtiden for den tidligere præsident usikker, vurderer Stanislav Pritjin, der forsker på Center for postsovjetiske studier ved det russiske analyseinstitut Imemo. Han påpeger, at eksempelvis hans immunitet fra retsforfølgelse måske ikke er mere sikker, end hans rolle i sikkerhedsrådet var.

- Du kan kalde Nazarbajev, hvad du har lyst til; diktator, stærk mand, tyran, grundlægger, skrev den amerikanske filminstruktør Oliver Stone blandt andet efter at have lavet en timelang - og kritiseret - dokumentar af Nursultan Nazarbajev.

Hvad den forhenværende præsident kaldes i Kasakhstan, er der formentlig ikke enighed om, men måske de mange demonstranters slagord om, at han skal "gå væk", faktisk er blevet opfyldt.

FacebookTwitter