Lørdag var der valg i Slovakiet, og nu står det klart, at landets to gange tidligere premierminister har gjort et opsigtsvækkende comeback.
Robert Fico, der står i spidsen for det slovakiske parti SMER-SSD, er nemlig løbet med 23 procent af stemmerne, på trods af at exitpolls antydede, at han ville tabe valget.
Robert Fico har flere gange givet udtryk for, at han mener, at Vesten og Ukraine selv er ansvarlige for krigen, og at han går ind for forhandlinger mellem Rusland og Ukraine.
Han har desuden tidligere sagt, at han ikke vil “sende en eneste patron” til Ukraine, hvis han bliver valgt.
Omvendt gik lederen af oppositionspartiet PS, Michael Simecka, til valg på løfter om fortsat støtte til Ukraine og bedre rettigheder for LGBT+-personer i landet. Efter valgresultatet har Micheal Simecka gjort det klart, at han vil forsøge at tage kontakt til andre partiledere, og se om det kan lykkes ham at danne regering, selvom hans parti tabte valget.
- Vi vil gøre alt for, at Robert Fico ikke styrer Slovakiet, siger oppositionslederen søndag, og kalder Ficos sejr for "dårlige nyheder for Slovakiet".
Spørger man Dagbladet Informations Europakorrespondent, Tore Keller, så har Robert Fico gode chancer for at danne regering og dermed blive EU-landets næste premierminister.
- Det er relativt realistisk, at det bliver Fico, som de andre EU-ledere fremover skal forholde sig til som premierminister i Slovakiet, siger han.
Et vigtigt valg for Ukraine
Slovakiet er et land med 5,5 millioner indbyggere og har været styret af en midlertidig administration af teknokrater siden maj måned.
Fordi hverken SMER-SSD eller PS-partiet vandt en klar majoritet efter lørdagens valg, så har den største andel af stemmerne først mulighed for at danne en koalition og sammensætte en regering.
Og det er altså ikke ligegyldigt hverken for EU eller Ukraine, hvem der formår at løbe med nøglen til premierministerkontoret.
- Det kan være vigtigt for magtbalancen internt i EU, hvem der ender med at blive Slovakiets premierminister, siger Tore Keller.
Det moderate venstreorienterede Hlas-parti, der er et udbryderparti af SMER-SSD efter interne uenigheder, kom på tredjepladsen med 14,7% af stemmerne og kunne spille en afgørende rolle i dannelsen af en koalitionsregering, siger Tore Keller.
Internationale medier og analytikere peger på, at Slovakiets udenrigspolitik med Fico i spidsen vil begynde at minde mere og mere om Ungarns, og at Ungarn får en ny allieret i EU, hvis Robert Fico lykkes med at danne regering.
Ungarns udenrigsminister bød søndag Robert Ficos sejr velkommen, og sagde at Fico deler den ungarnske regerings holdning til krigen.
- Robert Fico har de samme synspunkter om krigen, migration og kønsrelaterede spørgsmål som os. Hans sejr giver en alvorlig mulighed for at styrke Visegrad-gruppen, sagde udenrigsministeren. Visegrad-gruppen er en politisk og kulturel alliance, der består af Ungarn, Polen, Tjekkiet, og Slovakiet
Og det lader altså til, at Ficos synspunkter har et publikum i Slovakiet.
Tore Keller forklarer, at undersøgelser fra tidligere i år viser, at godt halvdelen af slovakerne mener, at Vesten eller Ukraine selv er ansvarlige for krigen.
Han beskriver desuden, hvordan slovakerne selv har mærket de økonomiske konsekvenser af krigen i et land, hvor inflationsraterne har været på over ti procent både i år og sidste år.
Det forventes derfor at afspejle sig i Slovakiets udenrigspolitik, hvis Robert Fico bliver premierminister.