Han serverede mad på et sølvfad for Putin. Nu er han 'værdifuld' mand bag russisk lejehær

En video viser angiveligt Wagner-gruppens leder, Prigozhin, der forsøger at hverve lejesoldater i et fængsel.

Yevgeny Prigozhin (tv) sammen med Vladimir Putin. Han fik tilnavnet 'Putins kok' på grund af sit omfattende netværk af restauranter, som han driver samtidig med Wagner-gruppen. (Foto: POOL New)

Yevgeny Prigozhin.

Navnet siger dig måske ikke så meget, men manden har aldrig været mere værdifuld for det russiske styre, end han er nu.

Det vurderer Niklas Møller Rendboe, der er projektforsker på Forsvarsakademiet og har observeret ham gennem nogle år.

Prigozhin er russisk rigmand, bliver kaldt "Putins kok", og er manden bag Wagner-gruppen, som er et privat russisk militærfirma, der i årevis har rekrutteret russiske soldater til at kæmpe for Ruslands interesser i verdens brændpunkter.

- Prigozhins profil er vokset, og hans magt er formentlig også vokset, fordi han virkelig lige nu leverer noget, som enhver kan se, er værdifuldt for det russiske militær og dermed også det russiske styre, siger Niklas Møller Rendboe.

De soldater, Prigozhin går efter at rekruttere, er dem som den officielle russiske hær ikke kan stå på mål for.

- Han skaber militær kapacitet og udnytter den kriminelle reserve, siger Rendboe.

Tidligere i dag skrev vi om, hvordan Prigozhin nu angiveligt er blevet set på en video på de sociale medier. Her står en mand, skaldet og høj, i et russisk fængsel og forsøger at hverve lejesoldater blandt de indsatte, mens han forklarer, hvordan fanger siden begyndelsen af sommeren har kæmpet i hans enheder i Ukraine.

Her kan du se videoen, hvor det angiveligt er manden bag Wagner-gruppen, der rekrutterer soldater blandt fanger:

Matilde Kimer: Charmeoffensiv kan signalere markant mangel på mandskab

Videoen og det, at det måske er Prigozhin i egen person, der er ude for at hverve, er en markant forskel fra tidligere. Det vurderer Matilde Kimer, der er DR’s korrespondent i Rusland og Ukraine.

- Det er svært at forestille sig, at manden, der her er på besøg i et fængsel, ikke kan se, at han bliver filmet.

- Wagner har i månedsvis rekrutteret i fængslerne, men hvis det er selve stifteren Prigozhin, der nu tager på charmeoffensiv i fangelejrene, så er der enten markant mangel på mandskab eller også signalerer han, at der ikke længere er grund til at gemme sig væk. At man har godkendelse ovenfra, siger hun.

Prigozhin stab har over for russiske medier anerkendt, at det ligner ham, dog uden at bekræfte, at det skulle være Prigozhin selv.

Bliver kaldt 'Putins kok'

Prigozhin er også kendt under navnet "Putins kok".

I begyndelsen af 1990'erne blev Prigozhin lukket ud efter at have siddet i fængsel i en lang årrække.

Siden er han blevet en af Ruslands rigeste mænd ved at åbne en kæde af hotdog-butikker og efterfølgende opbygge et fødevareimperium.

Putin og Prigozhin mødte hinanden gennem en af Prigozhins restauranter, og vi ved blandt andet, at Putin kom på hans restaurant New Island i 2001.

Ifølge Nicklas Møller Rendboe blev det til et venskab mellem præsidenten og kokken, hvilket hurtigt kastede en række lukrative aftaler af sig.

Prigozhin fik til opgave at levere mad til præsidentielle statsmiddage, mens Prigozhins cateringfirma også sikrede sig milliardkontrakter på at levere mad til skolevæsenet og den russiske hær.

- Jeg tror ikke, at du i dag vil finde særlig mange billeder, hvor han serverer mad for Putin.

Men det er mere på grund af Putins egne "paranoia", at han ikke er så åben for at være tæt på ham, mere end det er, fordi han ikke kan lide ham, vurderer Niklas Møller Rendboe.

- Prigozhin har aldrig været mere værdifuld, end han er i dag. På den ene side lidt længere væk fra Putin som person, men på den anden side højere oppe i hierarkiet i det hele taget.

Vil du vide mere om Wagner-lederen, kan du høre Genstarts afsnit "Putins kok" fra 2021:

Putins kok

Hvad driver Prigozhin?

Hvad det præcist er, der driver Prigozhin til at stå forrest i Wagner-gruppen, er et godt spørgsmål, som Rendboe ikke har dyb indsigt i. Men:

- Han er nok blevet grebet af en tro på det politiske projekt bag det, mens hans egen motivation nok er, at han gerne vil være en oligark, der er rig og har indflydelse.

Hans vurdering er, at Prigozhin formentlig også har fundet ud af, at Wagner-gruppen er "en kæmpe løftestang" til mere status og indflydelse.

Prigozhin var blandt 13 anklagede russiske statsborgere i en sag om indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

Du kan gense "Horisont: Wagner - Putins hemmelige lejesoldater", som er fra marts 2022, her:

DRTV