'Har du et EU-id, jeg må se?' Vestager foreslår digitalt europæisk id

Et forslag til et digitalt EU-id blev i dag præsenteret af EU-Kommissionen.

EU-Kommissær Margrethe Vestager fremlægger en plan for, hvordan EU-borgere i fremtiden kan få et digitalt EU-id. (Foto: © CHRISTOPHE LICOPPE, © EU/Christophe Licoppe)

Når du står i en biludlejningsbiks på ferien i Toscana, forsøger at komme ind på et universitet i Paris, eller skal vise id på en natklub i Berlin – så bliver det i fremtiden måske et EU-id, du trækker frem.

EU-Kommissionen drømmer nemlig om at lave et digitalt europæisk identifikationsdokument, som alle EU-borgere kan få fat i, hvis de vil have det.

- Vi lægger fundamentet til en europæisk digital identitet, der vil være tilgængelig for alle i unionen, sagde EU’s Konkurrencekommissær Margrethe Vestager, da hun i dag præsenterede forslaget fra EU-Kommissionens talerstol i Bruxelles.

Det er hende, der står i spidsen for EU-Kommissionens forsøg på at gøre EU-landene mere digitale.

EU: Digitalisering går alt for langsomt

14 EU-lande har allerede kastet sig ud i digital identifikation.

For eksempel har vi i Danmark vores NemID. Men selvom cirka 60 procent af EU’s borgere allerede har mulighed for at identificere sig gennem en digital service, så går det stadig alt for langsomt, mener EU-Kommissionen.

I øvrigt taler systemerne dårligt sammen på tværs af grænserne, og det vil EU også rette op på, siger Vestager.

- Det digitale id vil gøres os i stand til at gøre alt, hvad vi kan gøre derhjemme, i alle andre EU-lande. Og dét, uden ekstra omkostninger og med mindre bøvl.

Det er de europæiske ledere selv, der gennem Det Europæiske Råd har bedt EU-Kommissionen om at forsøge at lave et udkast til, hvordan et digitalt EU-id kunne se ud.

Og Kira Peter Hansen, der sidder i EU-parlamentet for SF, håber at forslaget bliver til virkelighed.

- Det er noget som det her, der kan gøre det nemmere at være borger i EU, for eksempel hvis man arbejder forskellige steder i Europa igennem sit liv, siger hun.

I følge EU-Kommissionen er det kun omkring 60 procent af EU's borgere, der i dag har mulighed for at benytte digital ID. (Foto: © VINCENT WEST, Ritzau Scanpix)

Pas på datasikkerheden

Venstres EU-parlamentariker Morten Løkkegaard synes også, forslaget lyder spændende, så længe borgere selv kan vælge, om de vil bruge nationalt eller europæisk id.

Men han har et forbehold. Hvis vores personlige data skal opbevares i fælles databaser, så skal der være styr på sikkerheden.

- Lige nu arbejder jeg med at opdatere EU's regler for cybersikkerhed, og adskillige cyberangreb inden for de sidste år understreger, at det er afgørende at have styr på sikkerheden, når vi har at gøre med data, siger han.

Kira Peter Hansen fra SF er enig.

- Noget af det, jeg kommer til at være opmærksom på, er, om der er styr på datasikkerhed. Man skal vide, hvor ens data bliver gemt, og man skal kunne få det slettet.

I følge EU-Kommissionen kan et digitalt EU-ID gøre det hurtigere at komme igennem køen, når der skal lejes en bil til sommerferien i Europa. REUTERS/Enrique Calvo (Foto: © Enrique Calvo, Ritzau Scanpix)

Mulighed for at undgå amerikanske "wallets"

Ifølge Margrethe Vestager tager planen højde for netop det, de to parlamentarikere efterspørger.

- Forslaget indebærer, at vi gør det her på en måde, der er sikker og transparent, så vi kan føle os trygge ved at vores data er sikre og kun bliver brugt til det formål, vi har brug for, sagde hun på dagens pressemøde.

Faktisk er en del af idéen med at lave et europæisk id netop, at borgere så kan slippe for at bruge e-wallets – eller digitale tegnebøger – fra udenlandske teknologivirksomheder som Apple og Google.

EU-Kommissionen går nu i gang med at vende idéen med de 27 medlemslande.

Systemerne står ifølge Kommissionen til at skulle være klar i slutningen af 2022, og derefter kan man gå i gang med at teste dem ude i medlemslandene.