Har det kommunistiske styre i Kina haft held med at presse EU til at udvande en ellers skarp kritik af kinesernes forsøg på at sprede misinformation om Covid-19?
Det er spørgsmålet, som EU’s udenrigschef, Josep Borrell, nu skal besvare, efter at flere internationale medier i de seneste dage har kunnet berette, hvordan de kinesiske myndigheder angiveligt har presset Europa-Kommissionen til at skrue ned for kritikken i en ny rapport.
- Hvis det passer, er det et meget alvorligt problem, lyder det fra den hollandske europaparlamentariker Bart Groothuis, der nu har bedt om en "formel og fyldestgørende" forklaring så hurtigt som muligt.
- Det vil komme til at skade den demokratiske proces i EU. Vores politiske suverænitet er i fare, hvis vi tillader kinesisk tvang midt i hjertet af det europæiske demokrati, tilføjer han ifølge netmediet Politico.
Bløde op på kritik
Det er netop Politico, der har specialiseret sig i at dække EU-politik, der sammen med de aviserne New York Times og Financial Times har kunnet afdække, at EU’s udenrigstjeneste (EEAS) muligvis har været under pres fra kinesernes side.
Udenrigstjenesten holder løbende øje med, hvordan forskellige aktører, heriblandt den kinesiske regering, forsøger at sprede misinformation og falske nyheder om coronasmitten for på den måde at præge fortællingen om virusset på verdensplan.
Og i sidste uge kunne de tre anerkendte medier på baggrund af anonyme kilder i EU-embedsværket berette, at kinesiske diplomater havde lagt pres på EU’s udenrigstjeneste for at få dem til at bløde op på kritikken i en ny rapport om corona-misinformation.
I det oprindelige udkast skulle der have stået, at den kinesiske regering er i gang med en "global misinformationskampagne" om virusset, der første gang blev registreret i den kinesiske Wuhan-provins i slutningen af 2019.
Målet skulle være at forbedre landets internationale omdømme, der har lidt et stort knæk som følge af smitten, og aflede skylden for udbruddet af pandemien. Og i udkastet blev det blandt andet fremhævet, at de kinesiske myndigheder bevidst har forsøgt at fjerne opmærksomheden fra den kendsgerning ved i stedet at beskylde USA for at have spredt virusset til resten af verden.
Samtidig skulle kineserne have spredt falske historier om, at franske politikere havde brugt racistiske udtryk om generaldirektøren for Verdenssundhedsorgnisationen, Tedros Adhanom Ghebreyesus fra Eritrea. Altsammen for at få dem selv til at stå i et bedre lys.
Mulige modtræk
Det var egentlig planen, at rapporten skulle have været offentliggjort sidste tirsdag. Men ifølge New York Times valgte man først at forsinke den, for dernæst at omskrive dele af den.
Kineserne havde ifølge interne mails, som den amerikanske avis har set, truet med "modtræk", hvis kritikken kom ud. Og Financial Times kunne ligeledes berette, at det kinesiske udenrigsministerium havde taget fat i EU’s ambassadør i Beijing og sagt, at det ville skade forholdet til den europæiske union, hvis det blev offentliggjort.
Ifølge en seniorrådgiver havde Josep Borell efterfølgende bedt "analytikerne om at skelne mellem det at sprede misinformation og så aggressivt at forsøge at presse på for en bestemt fortælling" om coronakrisen. Og da rapporten så blev udgivet i fredags, var kritikken af de kinesiske myndigheder da også mere behersket end i den oprindelige rapport.
- Officielle og statsstøttede kilder fra flere forskellige regeringer, heriblandt Rusland og – i mindre grad – Kina, har målrettet forsøgt at sprede konspirationsteorier og misinformation, lød det i rapporten.
Der stod til gengæld intet om den kinesiske misinformationskampagne, som ellers var at finde i det oprindelige udkast. Og en anonym EU-embedsmand havde ifølge New York Times skrevet, at man fra unionens side udøvede "selvcensur for at behage Kinas kommunistiske parti".
EU afviser
Europa-Kommissionen har endnu ikke modtaget brevet fra den hollandske europaparlamentariker. Men sagen skal nok blive undersøgt, når kommissionen modtager det, lød det tidligere på dagen fra talsmand Peter Stano.
Men han afviser på forhånd, at der er noget at komme efter.
- Jeg kan på det kraftigste afvise og bestride enhver påstand eller beskyldning om, at vi er underlagt nogen for eksternt pres i vores rapporter, sagde han tidligere på dagen og understregede, at kommissionen "ikke tøver med" at nævne de aktører, der spreder misinformation – herunder Kina.
Peter Stano påpegede, at der aldrig har været et førsteudkast af rapporten, som ellers er blevet beskrevet. Der var derimod tale om interne arbejdsdokumenter, som ikke skulle offentliggøres.
- Der er ikke blevet ændret noget, og der har heller ikke været flere versioner af rapporten, sagde talsmanden og tilføjede, at den offentliggjorte rapport hverken er blevet "udvandet eller ændret".
Europa-Kommissionen vil dog ikke udtale sig om, hvilken kontakt den i givet fald har haft med kineserne. Men den kinesiske regering afviser, at den har forsøgt at presse EU.
- Kina er et offer for misinformation, ikke igangsætter af det, sagde talsmand Geng Shuang tidligere på dagen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Helt klar en test
Jakub Janda, der er leder af tænketanken European Values Center for Security Policy i Prag, er dog ikke i tvivl om, at kineserne nu forsøger at øge sin indflydelse i den europæiske union.
- Det er helt klart en test, sagde han i sidste uge til New York Times.
Det er ingen nyhed, at de kinesiske myndigheder prøver at ændre fortællingen om coronakrisen – og derved forbedre deres omdømme udadtil. I den seneste tid har vi set, hvordan de kinesiske myndigheder har sendt tonsvis af værnemidler til Danmark og andre EU-lande for at hjælpe dem.
- Det handler også om at rette op på Kinas omdømme, som i den grad har fået nogle gevaldige skår, efter at det nu står klart, at de kinesiske myndigheder løj om situationen i Wuhan i lang tid både over for sin egen befolkning og omverdenen, lød det tidligere på måneden fra DR's Asien-korrespondent, Philip Khokhar.
Men ifølge Mikko Huotari, der er chef for tænktetanken The Mercator Institute for Chinese Studies, har de kinesiske myndigheder ikke forstået, at netop dette kan have den modsatte effekt.
- De tolererer ingen kritik, og det virker ikke som om, at de har forstået, at det her vil give bagslag for dem selv og deres troværdighed, når de gør dette, har han udtalt til Financial Times.