Har præsident-udfordreren mistet pusten i Venezuela? Generalstrejke kan være på vej

Gårsdagen bød på nye gadekampe, men præsident Maduro ser ud til fortsat at have militæret bag sig.

Der var i går nye kampe mellem demonstranter og Venezuelas sikkerhedsstyrker. (Foto: FEDERICO PARRA © Scanpix)

Dagen i går bød på nye kampe i Venezuelas hovedstad Caracas, hvor magtkampen mellem landets siddende præsident, Nicolás Maduro, og den selvudnævnte præsident og leder af oppositionen, Juan Guaidó, fortsætter.

I tirsdags hævdede oppositionslederen, at landets militær ikke længere støtter præsident Maduro, men det så efterfølgende ikke ud til at være tilfældet, da landets sikkerhedsstyrker endnu en gang slog hårdt ned mod demonstranter.

Efterfølgende erklærede Maduro det "afsporede kupforsøg" for nedkæmpet.

Oppositionsleder Juan Guaidó har dog holdt fast og opfordret civilbefolkningen og landets væbnede styrker til at gå på gaden for at støtte ham i forsøget på at vælte Maduro.

Tusindvis af demonstranter tog i går imod opfordringen og gik på gaden i hovedstaden, hvor de blev mødt af hård modstand fra militæret.

En 27-årig kvinde blev dræbt af skud, og mindst 27 personer blev såret i forbindelse med demonstrationerne, oplyser en lokal menneskerettighedsorganisation ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det næste initiativ fra Guaidós støtter kan blive en generalstrejke for at lamme landet indefra, fortæller Kristian Almblad, DR's Sydamerika-korrespondent.

- Det kræver dog, at han kan få landets fagforeninger til at bakke op, selv om de normalt har støttet Maduro.

Ifølge BBC opfordrer oppositionslederen Venezuelas offentligt ansatte til at indlede en stor strejke i dag; hvor der er indkaldt til en tredje dag med demonstrationer.

Momentum ser ud til at stilne af

Natten er efterhånden faldet på i det kriseramte sydamerikanske land (her til morgen dansk tid), og der er ikke tegn på, at den seneste udvikling har ændret den politiske dødvande, beretter nyhedsbureauet Reuters.

Det er for tidligt til at afskrive Juan Guaidó, men de seneste dages begivenheder kan tyde på, at hans momentum er ved at stilne af, lyder vurderingen fra Kristian Almblad, DR's Sydamerika-korrespondent.

- Jeg fornemmer på de folk i Venezuela, som jeg dagligt snakker med, at de frygter, at dette kan være endnu et forsøg på at vælte Maduro, som slår fejl, siger han.

  • Caracas var i går endnu en gang mål for gadekampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. (Foto: Ueslei Marcelino © Scanpix)
  • Arbejdernes internationale kampdag blev dog også markeret af tilhængere af præsident Maduro. (Foto: CARLOS EDUARDO RAMIREZ © Scanpix)
1 / 2

- Vi så store protester mod Maduro i går, men på den anden side har der nok været en fornemmelse af, at man skulle se et slags gearskifte i kampen mod Maduro, og det synes jeg ikke, at vi kan sige, at der har været, siger korrespondenten.

- Lige nu virker det som om, at Maduro sidder ret sikkert i stolen, siger han.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde efter tirsdagens spekulationer om et kupforsøg, at præsident Maduro havde et fly klar til at transportere ham til Cuba, men Rusland overbeviste ham om at blive siddende.

Det er dog en påstand, som der er blevet sået tvivl om.

Ifølge Kristian Almblad er det svært at finde tegn på, at Venezuelas militær har skiftet side, som Guaidó har påstået. Han påpeger, at oppositionslederen har brug for at få højtstående generaler over på sin side, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at få militærets opbakning.

Facebook
Twitter