Harry Potters mor har skrevet krimi under pseudonym

Forfatteren bag Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, indrømmer, at hun har udgivet en bog under et andet navn.

J.K. Rowling - her til H.C. Andersen-prismodtagelse i Odense - har haft en fest med at udgive bog som militærmand.

Krimien The Cuckoos Calling, der står på boghylder i britiske boghandlere med forfatteren Robert Galbraiths navn på bogryggen, er i virkeligheden skrevet af den verdensberømte J.K. Rowling, der er bedst kendt for at have skabt troldmanden Harry Potter.

Det er blevet afsløret af avisen Sunday Times, der fik mistanke om, at Robert Galbraith, som af forlaget blev beskrevet som en tidligere militær-mand, der nu arbejder i den private sikkerhedsindustri, ikke var manden bag krimien.

Den 47-årige Rowling, der er mor til tre, er ærgerlig over afsløringen - for hun havde efter eget udsagn en fest med at spille en tidligere militærmand.

- Jeg havde håbet at kunne holde det hemmeligt lidt længere, fordi det har været en befriende oplevelse at være Robert Galbraith, siger Rowling.

- Skønt at undvære medieomtale

En del af forklaringen på hemmelighedskræmmeriet skyldes, at J.K. Rowling ønskede at udgive en roman, uden at Harry Potter-fans verden over ville stå i kø for at købe den af den ene grundt, at det var hendes navn, der stod på bogryggen.

- Det har været helt fantastisk at udgive en bog uden at der har været forventninger og stor medieomtale - og det har været en sand fornøjelse at få tilbagemeldinger under et andet navn, siger Rowling.

The Cuckoos Calling handler om en krigsveteran, der blev såret i Afghanistan, og bogen fik ros af andre krimiforfattere, da den blev udgivet i april. En kaldte den smukt skrevet og aldeles spændende.

2. oplag på vej

Ifølge Sunday Times har bogen solgt 1500 udgaver - og andet oplag er på trapperne.

Bogen er udgivet på forlaget Little, Brown Book Group, der også udgav Rowlings første voksenroman sidste år, The Casual Vacancy - på dansk Den Tomme Plads, der blev mødt af lidt mere delte anmeldelser.

De syv bind i Harry Potter-serien har solgt over 400 millioner eksemplarer verden over og er blevet lavet om til otte storsælgende film.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter