Fra i dag kan man frit købe hash, også kendt som cannabis, lovligt i Canada, og mindst 111 butikker planlægger at sælge cannabis første dag.
Allerede i 2001 blev medicinsk cannabis lovligt i Canada, og nu kan det købes for fornøjelsens skyld.
I mere end to år har regeringen ledet af premierminister Justin Trudeau arbejdet for legaliseringen.
Formålet er blandt andet at bringe det ulovlige salg af cannabis ind i et reguleret system og at nedbringe den organiserede kriminalitet.
De enkelte delstater har fået mulighed for at indføre egne regler inden for de nationale retningslinjer.
I nogle stater vil det derfor være tilladt for alle over 18 år at købe cannabis, mens aldersgrænsen i andre stater er sat til 19 år.
Nogle delstater vil åbne statsejede butikker, mens andre vil tillade private sælgere. Og i nogle områder vil det være lovligt for private at dyrke op til fire cannabisplanter derhjemme.
- Vi er det første G7-land, som legaliserer cannabis, og det andet land i verden efter Uruguay, siger Alain Brunet, projektleder for den afdeling under regeringen, der driver de statsejede butikker.
/ritzau/